I anledning af at Basie Trust Bigband til august 2012 har eksisteret i 25 år, er der her en kommenteret

KRONOLOGISK BILLEDKAVALKADE

Hvis du har noget at bidrage med – oplysninger, billeder eller video – er du velkommen til at sende mig en mail på perve@pervadmand.dk. Tilbage til startside – klik her!

1987-88

Dette sammenklippede avisbillede fra vinteren 87-88 må være det første, der er taget af orkestret. Blandt medlemmerne ses yderst til venstre Lisbet Vadmand samt de to “venstreste ” trompetister Børge Nielsen og Henrik Just. Disse tre + dirigenten er stadig med i orkestret, Børge spiller dog nu klaver. Også saxofonisterne Hans Kornerup og Hans Gerhardt, trommeslageren Ole Christiansen og basunisterne Jan Holm og Ole Ottesen var faste medlemmer i rigtigt mange år. Besætningen var noget mindre dengang, idet jeg selv spillede lead-alt samtidig med, at jeg dirigerede. Messingen var også “kun” 4 + 4 (en af basunisterne var fraværende, da billedet blev taget). Vi øvede dengang i Nebs Møllegårds gymnastiksal – et stort, lavloftet lokale med god plads, men hård akustik.

Sidste fra 2016: De to basunister Jan Holm og Ole Ottesen er nu vendt “hjem til folden” og sidder i basungruppen igen!

1989

27. maj 1989 spillede vi i det gamle Savværk til sommerfest i Jystrup. Besærningen er nu udvidet til fem saxer, så dirigenten kan få hænderne fri. Her medvirkede for første og eneste gang Einar Hermannsson på barytonsax (Lisbets!) Senere på året overtog han lead-altpladsen fra Erik Pyndt, hvor han bortset fra en kort periode som førstetenor har siddet siden. Også den rødhårede Ole Thomassen, her på tenorsax, siden på trompet, var fast inventar i mange år og medvirker stadig af og til som vikar.En let forårskuling gav i øvrigt en del problemer ved den koncert, idet den blæste både noder og det meste af lyden væk. På højrefløjen ses Espen Geist på tenorsax, der kun var med som vikar ved denne ene lejlighed.