Her er så de første afsnit af “Bag Døren”:

1.

Det var uret, der vækkede ham. Ikke hans eget, for det var snart længe siden, han havde ejet et vækkeur. Han havde ikke noget at vågne efter mere, ikke til bestemt tid i hvert fald. Desværre nød hans naboer ikke samme tvivlsomme luksus, så det slog sjældent fejl, at et af de mange ure, der kunne høres gennem ejendommens tynde vægge, fik ram på ham på et tidspunkt, hvor søvnen var let.

Han huskede, at en eller anden engang havde sagt, at hvis man vågnede om morgenen, efter at man var fyldt 50, og det ikke gjorde ondt nogen steder, så var man sandsynligvis død. Han mærkede efter. Jo, den var god nok, han var uden tvivl i live. Og han havde endda passeret de 60. Godt klaret, Ole! Naboens vækkeur var standset, måske skulle man prøve at sove videre? Hvad var det nu for en drøm, han havde været midt i? Noget med et stort, tomt hus med en masse døre…

Nej, det nyttede vist ikke noget. Det bevidste forsøg på at finde tilbage til drømmen havde tværtimod gjort ham lysvågen. Det gik op for ham, at drømmen vist egentlig ikke havde været særligt behagelig, og det føltes pludselig som en enorm lettelse, at den gled længere bort, jo mere han tænkte på den.

Nå, op og i gang! Gu gjorde det ondt, men vist ikke andre steder end de sædvanlige. Den elektriske kedel over til en gang pulverkaffe. Nu havde det været rart med en af disse her programmerbare kaffemaskiner, der havde kaffen klar, når man vågnede, men det indebar jo på den anden side, at man var nødt til at vide, hvornår man… årh, glem det!

Lidt koldt vand i ansigtet ved køkkenvasken. Han kiggede ned i gården. Ingen unger endnu. Vejret så ellers helt rart ud, og der var stadig et par grene, der ikke var gået ud, på det træ, beboerforeningen efter lange diskussioner havde fået plantet på et sted, hvor det ikke tog lyset fra nogen af lejlighederne – og følgelig heller ikke selv fik noget lys. Hør, det var dog fanden til negativ måde at tænke på, det var da rart, nogen gad gøre noget for, at der skulle se lidt pænt ud, afbrød han strengt sig selv.

***

Da han kom ned på gaden og hørte gadedøren smække bag sig, var det, som om han i et sekund igen havde fat i et hjørne af nattens drøm. Det var ligesom med den dér komet for nogle år siden, var det ikke Hale-Bob, den hed? Hvis man ville se den, skulle man kigge lidt ved siden af den, så var den der pludselig. Så kom han i tanker om, at han jo netop ikke var interesseret i den drøm, og i det samme mærkede han en underlig, sugende fornemmelse som en ansats til panik.

Han drejede til højre fra gadedøren og begyndte at gå ned imod havnen. Det var en af de dér tidlige dage i marts, hvor man pludselig kan mærke forår i luften og en kort stund bilder sig ind, at i år bliver det faktisk forår. Den slags dage var næsten bedre end de rigtige forårsdage. Nå, det var nu mange år siden, hans forår havde været forsømte som dengang i skoletiden.

Han trak frakken sammen om sig. Ja, varmt var det sgu ikke endnu. Da han rundede hjørnet, og havnen lå foran ham, isnede vinden igennem hans tøj, og han overvejede at gå hjem igen. Så trak han på skuldrene og krydsede de rustne rester af de jernbanespor, som Olsen-banden engang havde kørt på, men som nu de fleste steder var fjernet til fordel for en cykelsti, ingen nogen sinde benyttede. Havnens vand var blåt og så forbavsende rent ud. Det var nu også længe siden, der havde været skibe på denne side af Langebro, så der var ikke rigtigt noget, der kunne svine det til. Ikke desto mindre savnede han det liv, der havde været, dengang han gik tur med sin far og kiggede på kulkranerne og sojabønneskibene, og han fik lov at løbe hen og spytte ned i vandet, før de gik tilbage til linie 4 og kørte hjem til den lille kvistlejlighed i Kartoffelrækkerne på Østerbro. Faderen havde altid elsket havnen og tog ham tit med en tur derud, når han havde fri. Nu blev udsigten spærret af de næsten surrealistiske betonklodser på den anden side, der fik ham til at tænke på den engelske prins Charles’ bemærkning om, at det, det ikke var lykkedes for tyskerne at gøre ved London under blitzen, havde arkitekterne klaret siden hen – eller noget i den retning.

Han havde boet ved vand det meste af sit liv, som barn ved Sortedamssøen og nu som gammel – ja, gu var han gammel, hverken “ældre” eller “midaldrende” – her i kvarteret på enoghalvtredsindstyvende år, først nogle år sammen med faderen, da de var flyttet fra Østerbro, i en stuelejlighed nede på selve Bryggen og senere oppe på kvisten i Bergthorasgade siden 1963. På enoghalvtredsindstyvende år. Han smagte lidt på ordet. Det var der vist ikke mange, der sagde mere. Men det var det med vandet. Og spytte i vandet. I mange år havde han faktisk haft det sådan, at han følte, at dagen ikke begyndte og sluttede rigtigt, hvis han ikke havde været nede at spytte i vandet. Ikke at han altid virkelig spyttede. Men det var sådan, han altid tænkte på det. Lige en tur ned og spytte i vandet. Det var måske en af grundene til, at han aldrig for alvor havde overvejet at flytte, selv om det ikke havde skortet på opfordringer.

Han vendte havneløbet ryggen og søgte op i de lange, smalle gaders læ. Det var på tide at få købt lidt ind. Nu, hvor han allerede var i det nostalgiske hjørne, måtte han gøre vold på sig selv for ikke at begynde på en af sine tirader om, hvor meget bedre og mere varierede indkøbsmulighederne havde været, da han i sin tid flyttede herud. Den ravjyske ismejerist og købmanden med det underlige pandehår og den gale mand, der i protest kaldte sin butik for “Anti-Brugsen.” Men det var en gammel historie, som han snart ikke orkede at hidse sig op over. Guderne skulle vide, at der var nok af andre ting, der kradsede i mavesåret.

Hvis du vil læse videre, bliver du heldigvis nødt til at købe bogen…

Læs uddrag af anmeldelser her: