MANDEN DER SKREV BREVE
Roman af Per Vadmand
331 s., kr. 295,-
Læs et uddrag af romanens første del her. Politikeren Bent Andersen har hørt valgresultaterne og tager hen til den lokale
partiforening for at “fejre” nederlaget …
Partiets afdeling i Østermark Kommune delte lokaler med den lokale SiD-afdeling i en anonym betonkasse ude i industrikvarteret. Der var næsten ikke flere parkeringspladser tilbage udenfor, så jeg spekulerede et øjeblik over, om hele banden mon havde holdt gravøl lige til nu.
Da jeg trådte ind i mødelokalet, blev der dødsstille et øjeblik. Så myldrede de alle sammen hen til mig for at trykke hånd og klappe skuldre og komme med uforpligtende, opmuntrende bemærkninger. Johansen trak mig hen for bordenden og anbragte mig i en stol, hvorpå han tyssede på de andre og rømmede sig højtideligt.
“Ja, kære Bent,” begyndte han. “Det gik jo ikke helt, som vi havde ventet. Og håbet. Men lad dig nu ikke slå ud af det, gamle dreng. Slaget er tabt, men der er tid til at vinde et nyt, som man siger…”
Jeg slukkede mentalt for lyden, mens han kværnede videre i sit velmente forsøg på at opmuntre mig, hvilket han åbenbart mente, jeg havde behov for. Johansen var formand for partiforeningen i Østermark kommune og havde været det lige så længe, nogen kunne huske. Han var en lille, vims mand med tilbagestrøget, tyndt hår af ubestemmelig farve, og i de snart femten år, jeg havde kendt ham, havde han stort set ikke forandret sig ud over, at han for et par år siden havde skiftet hornbrillerne ud med et par uindfattede – for resten nogenlunde samtidig med, at partiformanden havde gjort det samme. Det var Johansen, der i sin tid havde fået mig opstillet til byrådet, og han havde uden tvivl haft planer om at gøre en stor mand ud af mig. Gad vide, om jeg havde skuffet ham?
Rundt om bordet og langs de plakatklædte vægge stod eller sad en femten-tyve stykker af partiets lokale tillidsmænd og -kvinder. Jeg kendte dem alle sammen og havde i tidens løb trådt næsten hver eneste af dem godt og grundigt over tæerne, når jeg glemte at være diplomatisk, hvilket skete lidt for ofte for min egen smag. Besynderligt nok tror jeg ikke desto mindre, at de fleste af dem kunne lide mig. De stemte i hvert fald troligt på mig, hver eneste gang Johansen havde fået plaget mig til at stille op til et eller andet, og så meget af en diktator var han ikke, at han kunne få dem til det mod deres vilje. Lige nu så de ud til at lytte opmærksomt til, hvad han stod og sagde om mine fortræffeligheder, partiets øjeblikkelige, men ikke uovervindelige problemer og den lysende fremtid, der trods tilbageslag ventede os, hvis bare vi holdt fanen højt og ikke mistede modet.
Jeg kiggede fra den ene til den anden. De fleste var på min egen alder som for eksempel Lone, en kraftig, sorthåret dame med furet ansigt og altid med en smøg i munden – hvis hun var så uheldig at opholde sig et sted med rygeforbud, undlod hun nødtvungent at tænde den, men den hang der altid. Hun var kassedame i det lokale supermarked og kunne med sine synspunkter lige så godt have været medlem af Dansk Folkeparti, og vi havde mange gange været i totterne på hinanden – i al venskabelighed selvfølgelig. Man var vel partifæller.
Ved siden af hende sad Mehmet. Jeg er aldrig blevet klar over, om han er tyrk eller kurder, og selv siger han Vesterbro, hvis man spørger ham, hvor han kommer fra. En munter fyr, der ikke gider beskæftige sig med indvandrerpolitik og er enig med Lone i mange af hendes uforgribelige meninger om “de fremmede.”
Og så var der Herman, redaktøren af vores lille, interne partiblad, og der var runde, moderlige Irene med den hvide hestehale, inspektør på kommunens anden skole, den, jeg ikke arbejdede på. Og Jens Nedergaard, den lokale politibetjent og træner for kommunens håndboldpiger, en stor bamse, der havde ansigtskuløren tilfælles med Ulrik Wilbek, men heldigvis ikke temperamentet. Og alle de andre, partisoldater såvel som folkevalgte.
Nu sad de altså alle andægtigt og lyttede. Kun Mehmet fangede mit blik og blinkede hurtigt til mig med et uudgrundeligt smil, mens Johansen blev ved og ved.
Pludselig havde jeg fået nok. “Det bliver sgu ikke i min tid, Johansen,” sagde jeg halvhøjt, og han gik i stå midt i en sætning. Jeg rejste mig og gik hen til ham fulgt af bekymrede og/eller nysgerrige blikke. Hvad havde partiets enfant terrible nu oppe i ærmet? Jeg klappede den betuttede Johansen på skulderen. “Tak for de kønne ord, Einar,” sagde jeg og vendte mig mod de andre. “Og tak, fordi I har holdt mig ud i så mange år. I er sgu mere tolerante, end jeg nogen sinde har været – og meget mere end jeg har fortjent. Men I kommer altså til at klare jer uden mig nu. Jeg tror godt man kan sige, jeg har aftjent min demokratiske værnepligt, ikke?” Diskret mumlen bordet rundt. Jeg fortsatte uanfægtet med et sideblik til Johansen. “Når jeg ser på de valgtal, er jeg sgu egentlig glad for, at jeg ikke skal til at være kollega med den bande – ” Jeg afbrød mig selv. “Nå, lad dem hvile i fred. Jeg har i hvert fald tænkt mig at rejse bort et stykke tid og se at finde ud af, hvad jeg vil bruge resten af mit liv til.”
Før nogen kunne nå at standse mig, var jeg ude af døren.
Mens jeg satte mig ind bag rattet, kunne jeg høre sang derindefra: En forkølet version af “Brødre, lad våbnene lyne,” for at det ikke skulle være løgn…
kontakt
perve@pervadmand.dk