BILLEDHÆFTER OM KØBENHAVNSKE SPORVOGNSLINIER

Disse hæfter, som er udgivet af Sporvejshistorisk Selskab, følger efter en kort historisk gennemgang de enkelte omhandlede sporvognsliniers rute gennem København rigt illustreret med fotografier ledsaget af tekst, der anbringer såvel lokaliteter som sporvogne i byhistorisk sammenhæng. Hæfterne kan købes i enkelte større boghandler, på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm eller gennem henvendelse til Sporvejshistorisk selskab (brug linket ovenfor til dettes hjemmeside). De fleste boghandlere vil kunne tage hæfterne hjem, hvis man opgiver forlag og ISBN-nummer.

Foruden de nedennævnte med Per Vadmand som forfatter findes også hæfter om linierne 1, 6, 10, 13, 18, 19 og 20 buslinie 21 og 22 og om Århus’ to linier skrevet af andre forfattere. Det er hensigten efterhånden at nå igennem samtlige danske sporvognslinier.

Linie 1* udk. 2021, 64 s. ISBN 87-91109-35-3
Linie 2* udk. 1998, 64 s. ISBN 87-87589-90-7
Linie 3 udk. 2002, 48 s. ISBN 87-91109-01-9
Linie 4 udk. 2001, 48 s. ISBN 87-87589-93-1
Linie 5 udk. 2007, 64 s. ISBN 87-91109-14-0
Linie 6* udk. 2017, 64 s. ISBN 87-91109-26-4
Linie 7 udk. 2014, 48 s. ISBN 87-91109-22-1
Linie 8 udk. 1994, 48 s. ISBN 87-87589-52-4
Linie 9 udk. 2011, 64 s. ISBN 87-91109-20-5 
Linie 11 udk. 2009, 48 s. ISBN 87-91109-17-5
Linie 14 udk. 1996, 48 s. ISBN 87-87589-86-9
Linie 15 udk. 2004, 48 s. ISBN 87-91109-05-1
Linie 16 udk. 1992, 56 s. ISBN 87-87589-69-9
Linie 16 udk. 2022, 64 s. !SBN 87-91109-28-0
Linie Buh – og alle de andre udk. 2024 52 s. ISBN 978-87-91109-43-0

*NB: Linie 1, 2 og 6-hæfterne findes også i en ældre, forlængst udsolgt udgave af en anden forfatter og med andre illustrationer.

SÅ VIDT JEG HUSKER … Sporvognserindringer fra Danmark og omegn udk. 2021 84 s. ISBN 87-01109-34-5

Af Omtalen af bogen i “Historie-Online dk”

En sporvognsnørd erindrer

Per Vadmand er uddannet pædagog, han er tegner, oversætter, forfatter, orkesterleder og uden tvivl meget mere. Han er forfatter til den seneste erindringsbog fra Sporvejshistorisk Selskab med titlen: ”Så vidt jeg husker”. Den rummer flere steder noget så usædvanligt som falske erindringer, som dog korrigeres straks efter, baseret på sporvejshistorikernes omfattende kildemateriale.
Det er selvfølgelig ikke falske erindringer alt sammen. Per Vadmand oplevede sporvognenes storhedstid som barn og ung i hovedstaden fra slutningen af 1940erne, gennem 1950erne og 1960erne, hvor privatbil-lobbyen fik overbevist politikerne om, at alle trafikale genvordigheder skyldtes sporvognene, og at alt ville blive bedre, hvis den kollektive vejtrafik blev henvist til bilkøerne.
Vadmand er en usædvanlig sporvogns-nørd, for i modsætning til mange andre med interesse for skinnegående bytrafik noterede han ikke vognnumre eller gik meget op i de forskellige vogntyper. Et havde han dog til fælles med de fleste andre med samme tilbøjeligheder, nemlig at denne underlige interesse ikke var noget, man dengang talte for meget om. ”Tænk at møde en klassekammerat i en sporvogn og så ikke kunne forklare, hvad man lavede dér”, som han skriver.
En erindring fra en tur med sporvognslinie 1 i oktober 1957 er et godt billede på, at tiden dengang var en anden, og at mennesker var tættere på hinanden på mange måder. Vognstyreren stoppede nemlig sin vogn ved et stoppested og sagde til passagererne, at de kunne stige ud, hvis de ville se den sovjetiske drabant Sputnik, for netop nu passerede den hen over byen. Det var der mange, der gjorde, og de så den første menneskeskabte ”stjerne” bevæge sig over himlen. Hvorefter turen fortsatte med linie 1.
Per Vadmand havde en anden lidenskab ved siden af sporvognene: tegneserier. Både danske og amerikanske tegneserier blev købt for nogle af de beskedne lommepenge, og tegneserierne blev senere basis for Vadmands levebrød som forfatter og oversætter. Sporvejsmuseets første store plakat er en tegning, som Per Vadmand lavede til formålet i 1986 med titlen ”Der kommer altid en sporvogn…” Jo: Både sporvognen og pigen ses på billedet, der absolut er i tegneserie-stil. Plakaten sælges fortsat på museet. Han skriver i øvrigt meget andet end erindringer. Hans ottende roman ”Kriminalassistent Hørgaards hovedpine” udkommer i dette efterår på Forlaget Attika.