PLADENS INDHOLD

 

Everybody Knows... Det er naturligvis Johnny Hodges, som "everybody knows." Et arrangement af orkestrets førstebasunist Anders Ulstrup.

 

Take my hand, Precious Lord Et enkelt eksempel på orkestrets kirkelige repertoire, der også omfatter uddrag af Ellingtons "Sacred Concerts."

 

Claudia Dette nummer er tilegnet og opkaldt efter kapelmesterens barnebarn, som da nummeret blev skrevet, gik omtrent sådan, som basunerne spiller i første kor. Nu er hun 13, så det gør hun ikke mere.

 

The Jeep's Blues Oprindelig skrevet til en smallband-session med Johnny Hodges og i mange år fast inventar i Ellington-repertoiret. "The Jeep" var et af Johnny Hodges' mange kælenavne, oprindelig en figur fra "Skipper Skræk"-tegneserien.

Night and Day Cole Porters evergreen er ikke så ofte benyttet i jazzsammenhæng. Det syntes vi, var synd, så her er den.

 

Edison's Invention En hyldest til trompetisten Harry "Sweets" Edison, der for nylig fyldte 80. Den lille frase, melodien er bygget over, er en slags signatur for Edisons soloer. Det har altså ikke noget med glødelamper at gøre.

 

The Very Thought of You Et eksempel på, at det ikke kun var i USA, der blev skrevet gode evergreens i 40'rne. Ray Noble, der også har skrevet bl.a. "Cherokee" havde et af Englands førende danseorkestre.

 

Man Binder Os På Mund og Hånd En PH-klassiker fra Besættelsens tid, der er så tæt knyttet til sin oprindelige tekstfortolker Liva Weel, at vi har foretrukket at lave den instrumentalt. Så må man tænke sig til Liva.

 

Ursuppe En hyldest til det vækstlag, New Orleans-Jazzen, som satte det hele i gang - med et sideblik til såvel Bechet/Mezzrow som Duke Ellington. (Orkestrets spøgefugl kalder nummeret "Kogt Bornholmer.")

 

Ta og Kys det Hele Fra Mig Endnu af de "gamle danske," som Liva Weel har forgyldt, med tekst af Poul Henningsen.

Amber Orkestrets førstealtsax Einar Hermannsson har sat sig til mål at skrive en ballade, der ikke er til at få ud af hovedet igen - og det er lykkedes ham over al forventning.

 

In a Mellow Tone- en Ellington-klassiker. Et af orkestrets populæreste numre - i hvert fald blandt medlemmerne. Især saxerne får her deres sag for.

 

Havnen Selv uden Osvald Helmuts enestående tekstforedrag har denne Aage Stentoft-melodi så mange kvaliteter, at den ikke er til at komme udenom, når det gælder "gammel dansk."

 

All of Me En klassiker, der normalt spilledes i hurtigere tempo, indtil Basie og Ellington tog den under kærlig behandling. Soli: Carsten Fog pno, Einar Hermannsson as, Sven Bislev tpt. Pia Vium vokal

 

Trouble Det var slet ikke meningen, at dette nummer, der stammer fra Elvis Presley-filmen "King Creole", skulle have været med på CD'en, men da vi havde hørt det, kunne vi ikke dy os.

 

One o'clock Jump Count Basies mangeårige kendingsmelodi, der giver plads for en lang række solister såvel som masser af riff. Basies kendte slutsignatur er her overtaget af barytonsaxen.

 

Misty Erroll Garners klaverspil (og især hans ledsagende brummen) var og er der meget delte meninger om blandt kendere, men selv om han aldrig havde lavet andet end denne melodi, ville han være berettiget til en plads blandt klassikerne.

 

Easy Money Benny Carter, årgang 1907, må være verdens ældste aktive jazzmusiker. Denne melodi med den forjættende titel skrev han til Count Basie engang omkring 1960.

 

Cha Cha Cha 587B 2. skuffe th. Tilegnet afdøde Arne Stenlund, der mig bekendt er den eneste danske kapelmester, hvis orkester er ført videre som "ghost-band". Nok pladens mest seriøse nummer.

Samlet spilletid 76:52

Indspillet på Søholmskolen i Jystrup 31.10-1.11 1998. Teknik Jørgen Vad, Mix Jørgen Vad og Per Vadmand. Produktion: VADLYD

Pladen kan købes gennem dirigenten Per Vadmand, tlf. 5752 5344 ell. e-mail: perve@post.tele.dk. Pris kr. 75.00 + porto.

Basie Trust Big Band indspillede en CD i 1998.

 

Klik på de markerede numre og lyt!

NB! Da den musikside, jeg brugte, er nedlagt, fungerer lydfilerne ikke p.t. men vil blive opdateret snarest.