PV: Hvordan fandt I på at spille uden anden rytmesektion end jeres egne horn?

Achim Fink: Det begyndte sidst i firserne i Köln. Der var en tidligere chokoladefabrik, Stollwerk, der var blevet besat af folk, der ville have et sted at lave koncerter og kunst, atelierer til malere og billedhuggere, og stedet var ulovligt i Köln og blev et centrum for kulturen i Köln i de år. Der var en masse kultur i denne chokoladefabrik, og mellem koncerternes afdelinger var der nogle trommeslagere, der besluttede, at de bare ville gå rundt blandt publikum og bare spille trommer. De kaldte sig ”The drums of Chaos”. Den mest erfarne mand i dette trommeselskab var Jaki Liebezeit. Du vil kende ham fra rockbandet ”Can” (det gjorde jeg nu ikke. PV) De er kendt over hele verden. Og Jaki og trommeslagerne lavede disse spontane sessions med trommerne, og efter en tid sagde vi: ”Åh, lad os prøve med hornene alene!” og bare lave rytmer og grooves, du ved, kun spillet af tubaer og basuner og trompeter og alt det. Og ud af det dukkede efter et par år kombinationen af to messingblæsere og to træblæsere. Norbert Stein var den ene af dem, og Andreas Gilgenberg, og messingen var Joachim Gellert og mig.

PV: Joachim Gellert er også på en af cd’erne?

Achim Fink: Ja, han var et medlem fra ”Pata Horns”.

PV: Han er på ”St. Cæcilien”, ikke?

Achim Fink: Jo, på ”St. Cæcilien” og også på ”Fisch im Wasser”.

Andreas Gilgenberg: De første to cd’er.

Achim Fink: De første to cd’er med Talking Horns og før det ... lad mig fortsætte i den retning: Vi lavede en sessiom, og vi sagde, hvad kan vi gøre for at spille ... autonom? ... kun os selv, og vi arbejdede sammen med Norbert Stein, Andreas, Joachim og jeg, vi mødtes af og til, og vi bryggede nogle numre sammen – hvornår var det?

Andreas Gilgenberg: 87 ...

Achim Fink: 87, 89, så lavede vi vores første koncert, og vi brugte navnet fra Norbert Steins ”Pata”-projekter, og vi kaldte det ”Pata Horns”.

PV: Ja, Norbert Stein havde lavet nogle projekter før med navnet Pata.

Andreas Gilgenberg: Ja, Pata Trio og Pata Orchestra.

PV: Ja, jeg har set noget af det på YouTube.

Achim Fink: Ja, så vi brugte det allerede eksisterende navn Pata. Indtil den dag, hvor Norbert beslutter at lave noget andet, for mere at følge sin egen vej med Pata og abstrakt jazzmusik. Og vi ændrede navnet til Talking Horns og introducerede talking mister Winterschladen.

Andreas Gilgenberg: Mister Winterslagen, yeah ... Talking mister Winterschladen!

(Bifald bordet rundt).

Bernd Winterschladen: Det var fantastisk – et øjeblik!

 

 

(Kort afbrydelse, da en dame kommer ind for at spørge om noget. Hun går hurtigt igen, da hun ser mikrofonen.)

 

 

Achim Fink: Hør, lad os begynde med Stollwerk. ”The Horns of Chaos”, det var det første navn.

Andreas Gilgenberg: I Stollwerk var der ”The Drums of Chaos”, og så ”The Horns of Chaos” og så mødte vi dem til de dér fester.

(En kort pause, mens jeg får stavet Stollwerk.)

PV: Der er en amerikansk gruppe, ”Sticky Fingers”, også uden rytmegruppe, men kun saxer. Og så er der ...

Achim Fink: ”Brass Brothers” i Norge.

PV: Ja, og Mnozil Brass.

Bernd Winterschladen: Ja, men Mnozil Brass, for eksempel, de er anderledes. De er østrigske musikere, og de spiller faktisk traditionel, østrigsk musik, som delvis er skrevet til dem. Men de komponerer ikke, og de improviserer ikke, alt er arrangeret.

PV: Ja, I improviserer meget, så selv om der er nogle fremmedelementer, ville jeg stadig kalde det jazzmusik. På grund af improvisationerne.

Achim Fink: Det er noget, der er meget vigtigt for Talking Horns: At lave musik for musikkens skyld, finde nye udtryk på instrumenterne, og vi er ikke særligt indstillede på at spille ”Hummelflug” (Humlebiens flugt, PV) eller klassiske hits, klassiske temaer, lave en slags ... cover-music. Der er masser af grupper, der gør det, spiller hits på en måde, der kan demonstrere messinginstrumenterne ...

PV: Tja, Mnozil Brass er gode til det, de gør, men det er en helt anden ...

Andreas Gilgenberg: Ja, men på den anden side tror jeg ... vi er ikke et jazz-orkester som standard-jazzbands, men samtidig spiller vi somme tider meget gammel klassisk musik.

PV: Der er en masse afrikansk inspiration i mange af jeres numre. I har været i Afrika et par gange – hvordan var det?

Bernd Winterschladen: Fedt ... (læner sig tilbage med et bredt smil).

Achim Fink: Vi var påvirket af afrikansk musik allerede, før vi tog derned. Der er nogle afrikanske musikere i Köln, som vi spillede med – Andreas og jeg – og vi lytter også til musik fra alle steder på jorden. Vi har for eksempel aldrig besøgt Serbien, men ...

PV: Men ”Autoputt” lyder, som om I har!

Achim Fink: Yeah! (Latter bordet rundt)

PV: Jeg kan huske, du fortalte mig, Stephan, at du var lidt bange for at spille den, dengang Boban var her.

(Det serbiske band ”Boban i Marko Markovic” deltog i ”Festival der sprechenden Hörner” arrangeret af Achim Fink i Köln i juni 2009. PV)

Stephan Schulze: Ja, jeg mener, de er mestre i den slags musik! Men jeg besøgte Jugoslavien for 20 år siden. Jeg mener, alle holdt ferie dér. Og når man besøger et land, så åbner man selvfølgelig ørerne og prøver at fange noget af den musik, der er rundt om.

Achim Fink: Jeg besøgte landet i 1977. Min basunlærer i ”Hochschule für Musik”, Vinko Glokobar – du kan se ham i min selvbiografi på hjemmesiden ...

Bernd Winterschladen: Han er meget berømt.

Achim Fink: Han er fra Jugoslavien, men bor i Italien og Frankrig det meste af tiden. Da jeg begyndte på klassisk basun, gav han mig to LP’er med den slags musik, Ingen kendte til den musik før i Tyskland. Han sagde: ”Du kan lide jazz, du kan lide rytme, lyt til det her.” Og det ... det var utroligt!

PV: Har I nogen sinde hørt en dansk gruppe, der hedder Bazaar?

”Nej” hele bordet rundt.

PV: Det er en trio med en organist, en slagtøjsspiller – som jeres gæst her i dag – og en fagot- og klarinetspiller.

Achim Fink: En fagot?!?

PV: En fagot- og klarinetspiller. Han er klassisk fagottist, han hedder Peter Bastian. Deres musik er meget Balkan-inspireret.

Bernd Winterschladen: ”Bazaar” som en arabisk bazar?

PV: Jeg tænkte bare på, om I mon havde hørt dem.

 

 

(Endnu en afbrydelse)

 

 

PV: I komponerer alle sammen til bandet. Når I har skrevet en melodi, arrangerer I den så selv hver for sig, eller arbejder I sammen om arrangementerne.

Andreas Gilgenberg: I begyndelsen arbejdede vi meget sammen. En har en idé, og så prøver vi den, hvad der lyder godt, for på den tid kendte jeg ikke omfanget for en tuba og alt det, så vi brugte en masse tid på at afprøve ... se, hvad musikken havde brug for, og andre kan komme med ideer til musikken. Og jeg tror, at i fem eller ti år havde vi en form for ... forschung? ... undersøgelse for at finde ud af det, og efter de ti år tror jeg, alle havde en idé om, hvordan vi skulle arbejde med det, så mere og mere skriver jeg noget, prøver det af og laver det hele. For det er lettere og hurtigere, og vi behøver ikke den undersøgelse mere.

PV: Nu kender I hinanden ...

Bernd Winterschladen: Ja, men vi ... vi er stadig åbne, og hvis nogen kommer med et nummer, så er det ikke som ... som hugget i sten, så alle har lov til at kritisere eller tage ...

Achim Fink: Somme tider er det en proces, og stykket udvikler sig. Somme tider, når vi laver cd’er, kommer numrene på cd’en i en meget tidlig form, og når vi så lytter til det flere år senere, så ... åh ... det har forandret sig?

PV: Ja, jeg lagde mærke til, at da I spillede ”Serengeti inn” i dag, var der nogle passager, der ikke er på pladen.

Stephan Schulze: Det var nok mig, der spillede forkert! (Mere latter).

PV: Det tror jeg nu ikke ...

Achim Fink: Du ved, ”Serengeti Inn” er et godt eksempel på det.

Andreas Gilgenberg: Måske trommesoloen?

PV: Nå ja ... Men det er altså stadig en proces, men mindre en proces end i begyndelsen.

Achim Fink: Ja, for nu har vi en idé om, hvordan det kan lyde, før vi overhovedet når til det øjeblik, hvor man kan anse det for en afsluttet lyd, hvor intet mangler, ingen harmonier, ingen rytme og alt det. Og vi er nødt til ... Jeg er nødt til at arbejde meget med mig selv for at kunne holde rytmen, for, du ved, vi er messingspillere, og normalt har man trommeslagere til at holde rytmen, andre fyre laver harmonierne, og man skal bare ... man kan bevæge sig oven på det, men hvis de er væk ... ahh ...

PV: Jeg ville gætte på, Achim, at en af de sværeste stemmer, du har, er den i, hvad hedder den, ”Autoputt”, hvor du spiller afterbeatet hele vejen på tuba. Jeg ved det er det, jeg ville finde sværest.

Achim Fink: Det er mere et spørgsmål om kondition (han laver en lyd som at kvæles), det er et vejrtrækningsproblem. For at spille back-beat må man tænke back-beat og ånde ind på de tunge taktslag, og så får man for meget luft ind ...

PV: Ja, du hyperventilerer ...

Achim Fink: Jeg hyperventilerer. Og det er et problem at komme af med luften. Og selv om back-beatet kun kommer et kort øjeblik efter selve beatet, føles det helt anderledes. (Latter) Jeg er somme tider ved at dø ... Men de fyre i Jugoslavien ...

PV: De gør det hele tiden ...

Achim Fink: De gør det hele tiden!!

Bernd Winterschladen: Utroligt ...

PV: I spiller alle sammen i andre orkestre, fortalte Bernd mig. I er alle professionelle musikere, men I kan ikke leve af Talking Horns?

Achim Fink: Nej, ikke kun af Talking Horns, men det er en del af det.

Bodek Janke: Jeg lever af Talking Horns. (latter) ... de næste par dage. Og så i næste uge i en anden by.

Stephan Schulze: Virkelig?

PV: I Danmark mangler der altid basunister, men der er masser af saxspillere. Så det er lettere at finde arbejde som basunist.

Bernd Winterschladen: Det har ændret sig en smule, for forstår du, enhver, der vil være professionel musiker, må have disse færdigheder, og selv det er somme tider ikke nok, jeg mener, Achim ved kun alt for godt, hvor svært det er at få jobs til et band. At få koncerter – velbetalte koncerter – er en meget, meget hård forretning, så alle, jeg kender, underviser og prøver samtidig at klare forskellige orkestre.

PV: Så I underviser alle sammen? I musik?

Alle: Mere eller mindre ...

Stephan Schulze: Mig mere – dem mindre!

Achim Fink: Jeg laver også teatermusik ind imellem.

PV: Ja, jeg har vist set noget af det på YouTube – jeg har googlet jer alle sammen! Alt ligger på nettet!

Bernd Winterschladen: Snedigt!

Achim Fink: Jeg holder meget af det her orkester – det er ikke et projekt, der giver mig føden, men det ville også betyde, at man forblev i farven på dette band og i alle vanerne fra denne ene ting. Jeg kan bedre lide at have forskellige ting. Jeg kan lide at spille med Talking Horns, og i morgen spiller jeg med et New Orleans-band og dagen efter med et meget ungt orkester, vi laver noget helt anderledes, mere frit ...

Stephan Schulze: Tænk, hvis vi aldrig spillede med en rytmesektion. Det ville være umuligt, jeg mener, det var dit første spørgsmål: Vi kan spille uden en rytmesektion, fordi vi ved, hvordan man spiller med en rytmesektion. Så det er vigtigt at have denne erfaring i andre bands.

Achim Fink: Det giver også en farverig stilblanding, og i Talking Horns finder du forskellige stilarter, og alle disse påvirkninger kommer fra det oprindelige, så hvis vi spiller gammel musik fra kirken, så spiller vi den i kirken, vi spiller regulær kirkemusik, og hvis vi spiller noget med reggae-rytme, er det, fordi vi af og til spiller med reggae-rytmebands. Bigband-indflydelse og moderne jazzstilarter med frie elementer.

PV: Men I har aldrig prøvet at skrive noget af ”The great American song book” om til Talking Horns-stil?

Achim Fink: Nej.

Andreas Gilgenberg: Det er noget helt andet ...

 

 

(Endnu en – kærkommen – afbrydelse, da den rare dame fra før kommer ind med et stor fad boller med pålæg og kolde sodavander).

 

 

PV: Men det spiller I selvfølgelig i andre bands.

Achim Fink, Ja ja ja ...

Andreas Gilgenberg: Men jeg har fundet ud af ... vi havde et bigband i Østrig, i Innsbruck, ikke? Og vi begyndte med amerikanske arrangementer, og så var der to af os ... det var den første idé: Vi besluttede at spille vores eget. Så kom stykkerne, arrangementerne, og vi ændrede programmet, og vi fandt ud af, at det gjorde en stor, stor forskel: Komponisten står på scenen, når stykkerne spilles. Det gør det mere autentisk, og det får mere energi. Og det var den største oplevelse for mig, så hvis jeg prøver at spille musik, jeg kan lide, kan jeg lide at spille min egen musik! (lang pause) Og jeg tror også, at hvis man vil være professionel, så man lave sin egen musik. Ellers får man ingen respekt på markedet.

Bernd Winterschladen: Jeg tror også, det er et spørgsmål on frigørelse af den europæiske musik, for da jazz kom ind i musikken, havde den selvfølgelig The American Song book med sig. Det er jazzens rødder, og vi kender den alle sammen, og jeg elsker den musik, ingen tvivl om det. Men jeg tror, at for at udvikle denne musik må man finde sit eget sprog, som Andreas sagde, Det er meget vigtigt, og det er det, vi prøver at gøre.

På denne side ligger materiale om musik: Min bog "Jazzorkestret" og diverse artikler om bl. a Dexter Gordon og Talkng Horns. Bare rul nedad, så finder du dem.

 

JAZZORKESTRET

Siden 1962 har jeg ledet eller spillet i store jazzorkestre og skrevet arrangementer til dem. Da jeg kom på musikkonservatoriet i 80'erne var jeg så heldig at komme til at spille med og få undervisning af kapaciteter som Thad Jones, Ole Koch Hansen og Ernie Wilkins. I modsætning til disse har jeg altid arbejdet med amatørorkestre, men mange års erfaring har lært mig, hvordan man skriver et jazzarrangement, der lyder af noget uden at være for svært at spille, og på et tidspunkt fik jeg lyst til at videregive mine erfaringer på dette område. Derfor skrev jeg bogen "JAZZORKESTRET", som jeg med støtte fra bl.a. KODA, Ben Webster-fonden og Statens Musikråd fik udgivet i 1999 på forlaget FOFO.

 

Bogen indeholder dels en gennemgang af alle mulige (og også flere umulige) jazzinstrumenter og deres placering i orkestret, faldgruber for amatører, tips til arrangementer og sceneoptræden o.m.a. Desuden 5 færdige arrangementer for besætninger fra 5 til 20 instrumenter med vejledning i, hvordan man tilpasser dem til netop det specielle orkester, man arbejder med.

 

Bogen kan fås ved henvendelse til Forlaget FOFO, bestilles gennem boghandleren eller ved henvendelse til mig på e-mail perve@pervadmand.dk

Første side af partitur til "Sentimental Journey" arrangeret for "Herlevfilharmonikerne"

 

DEXTER GORDON 

 

I anledning af min gamle skolekammerat Søren Schous 60 års fødselsdag skrev jeg til litteraturtidskriftet 

"Spring" nr. 21, 2004 en artikel om Dexter Gordons gæstespil i Montmartre Jazzhus i tresserne. Den ligger desværre ikke på nettet mere, men kan læses på undersiden "Læserbreve og artikler" hvor man også kan læse andre artikler om såvel musik som andre emner.

 

TALKING HORNS

 

Da jeg i anden anledning besøgte Düsseldorf i april 2004, tjekkede jeg på nettet, hvad der var af musik, og stødte på en kvartet med det lovende navn Talking Horns. Beskrivelsen af musikken kunne dække over hvad som helst, men besætningen: to messingblæsere og to træblæsere uden rytmegruppe virkede spændende og anderledes.

 

Spillestedets omgivelser – en supermoderne bygning med rustfrit stål og glas og filialer af Tysklands største banker – virkede ret usandsynlig i jazzsammenhæng, men jeg fandt omsider ved en opgang bagest i foyeren et håndskrevet skilt med en pil og ordet Konzert klistret til væggen. Jeg gik op ad trappen, mens jeg forestillede mig nogle noble herrer à la Modern Jazz Quartet, som spillede dæmpet musik iført jakkesæt og slips.

Lokalet levede bestemt op til disse forventninger med runde cafeborde, stålrørsstole og en bar med kold hvidvin. Men for enden af lokalet stod så Talking Horns – i ganske almindeligt hverdagstøj – og var ved at gøre klar. Ubeskedent satte jeg mig på første række forberedt på hvad som helst. Og tabte underkæben. Alt- og tenorsax, trækbasun og sousafon var besætningen i det første nummer, og det første, der slog mig, var, at jeg aldrig før havde hørt et blæseorkester spille så rent. Nummeret gik i fem fjerdedele og swingede efter en langsom didjeridoo-agtig indledning for tuba og basun på en spændstig og samtidig næsten underforstået måde trods den manglende rytmegruppe. Titlen var Die fünf Musketiere og nummeret kan høres/ses på YouTube.

.

Talking Horns er svære at kategorisere. Selv kalder de deres stil ”Blazzmusik” – men inspirationen kommer fra mange steder. Der er afrikanske klange og latinrytmer, ofte med balkanagtige eller arabisk inspirerede skæve taktarter – et nummer kan fx i hver fjerde eller ottende takt have et taktslag ”for meget”. Den røde tråd er dog swing og improvisation. Elementer af free jazz og lyd-eksperimenter med mærkelige instrumenter dukker også op.

 

Siden er det blevet til adskillige besøg i de mange byer i Ruhr-området, som er bandets hjemmebane, og hver gang har det været lige frydefuldt. Musikerne begyndte efterhånden at lægge mærke til den underlige, langskæggede dansker, der dukkede op i tide og utide. Vi korresponderede, og jeg fik endda et par af deres numre til mit eget band, og da vore veje igen krydsedes i september 2012, denne gang i Lünen uden for Dortmund, hvor de spillede ved åbningen af en lokalt naturgenopretningsprojekt, blev vi enige om at lave et interview – med den skumle bagtanke måske at interessere nogle danske arrangører! (Interviewet kan uredigeret (på engelsk) læses her - og oversat til dansk, hvis du ruller længere ned.)

 

Talking Horns Interview backstage Lünen 16.9.2012

 

Personer: Achim Fink, tuba, tenorhorn, basun. Andreas Gilgenberg, sopransax, altsax, piccolofløjte. Bernd Winterschladen tenorsax, barytonsax, basklarinet. Stephan Schulze tuba, basun, flygelhorn, samt gæsten Bodek Janke percussion.

Schulze, Fink, Winterschladen, Gilgenberg

PV: Where did you get the idea to play without any rhythm section except for your own horns?

ACHIM FINK: It started late eighties in Köln. There was a former chocolate factory called Stollwerk  that was occupied by people who wanted a place for doing concerts and art, ateliers for painters and sculpturers, and this place was illegal in Köln and becomes the centre of Köln culture in these years. There was a lot of culture in this chocolate factory, and between the parts of the concerts  there were some drummers that decided that they would just go around among the audience and just play drums. They called themselves ”The drums of Chaos”. The most experienced man in this drummer community was Jaki Liebezeit.  You will know him from the rock band ”Can”. They are world wide known. And Jaki and the drummers, they did those spontaneous sessions with the drums, and after a while we said ”Oh, let’s go with just the horns!” and just do rythms and grooves, you know, just played by tubas and trombones  and trumpets and all this. And from this built up a few years later the combination of two brass and two wood-players. Norbert Stein was one of them and Andreas Gilgenberg, and the brass was Joachim Gellert and me.

PV: Joachim Gellert is also on one of the cd’s?

ACHIM FINK: Yes, he was a member from ”Pata Horns”.

PV: He’s om St. Cæcilien, I think?

ACHIM FINK: Yes, on St. Cæcilien, and also on ”Fisch im Wasser”.

ANDREAS GILGENBERG: The first two cd’s.

ACHIM FINK: The first two cd’s of Talking Horns and before ... let me continue in that way: We made a session, and we said, what can we do to play ... autonom ... all by ourselves, and we worked with Norbert Stein, Andreas and Joachim and me, we met occasionally and we brought some pieces together – when was that?

ANDREAS GILGENBERG: 87 ...

ACHIM FINK: 87, 89,  then we made our first concert, and we used the name from Norbert Steins ”Pata”-projects, and we called it ”Pata Horns”.

PV: Yes, he had made some projects before with the name Pata.

ANDREAS GILGENBERG: Yes, the Pata trio and  Pata Orchestra

PV: Yes, I have seen some of it on YouTube.

ACHIM FINK: Yes, so we used the already existing name Pata. Till the day when Norbert  decides to do different, to follow more  his path of Pata and abstract jazz music. And we continued and we changed the name to Talking Horns and introduced talking Mister Winterschladen

ANDREAS GILGENBERG: Mister Winterschladen, yeah... Talking mister Winterschladen! (applause)

BERND WINTERSCHLAGEN: It was great – for a moment!

 

 

(Short intermission as a lady enters with sandwiches ;-)

 

 

ACHIM FINK: Look, let’s start with Stollwerk, the Horns of Chaos, that was the first name, 

ANDREAS GILGENBERG: At the Stollwerk there were the Drums of Cchaos and then the Horns of Chaos and then we met them on these parties

(A short break, while I get the spelling of ”Stollwerk” right!)

PV: There’s an american group called ”Sticky Fingers”, also with no rhythm section but only saxes. And then there are ...

ACHIM FINK: Brass Brothers in Norway.

PV: Yes, and the Mnozil Brazz.

BERND WINTERSCHLAGEN: Yes, but Mnozil Brass for example, they are different, you see, they are Austrian musicians, and they really do this traditional Austrian music, which is partly written for them, but they don’t compose, and they don’t improvise, everything is arranged.

PV: Yes, you do a lot of improvisation, that why, even though there are some strange elements I would still call it Jazz music. Because of the improvisations.

ACHIM FINK: This is something that is very important to Talking horns: Doing music for the music, to find new ekspressions on the instruments, and we are not very inflicted to play some ”Hummelflug” or classical hits, classical themes, doing some kind of ... cover-music. There’s a lot of groups that are doing this, playing hits in a way that can prove the brass instruments ...

PV: Well the Mnozil Brass are very good at what they do, but it’s a completely different ...

ANDREAS GILGENBERG: Yes, but on the other hand I think ... we are not a jazz band like standard jazz bands. I would like ... I would call it chamber music. Chamber music with strong influences from jazz, but at the same time we sometimes play very ancient classical music.

PV: There’s a lot of African inspiration in many of your numbers. You have been to Africa a couple of times – what was that like?

BERND WINTERSCHLAGEN: Great ... (leans back with a wide smile9

ACHIM FINK:  We were influenced by African music even before we went there. There are some African musicians in Köln, that we played with – Andreas and me – and also we listen to music from any place on the earth. For eaample, we never visited Serbia, but ...

PV: But ”Autoputt” sounds like you did!

ACHIM FINK: Yeah. (Laughter all the way round)

PV : I remember you told me, Stefan, you were a little afraid to play it, when Boban was there.

STEPHAN SCHULZE: Yeah, I mean, they are the masters of that music.

PV: Yes, you told me that on the ”Festival der Sprechenden Hörner”.

STEPHAN SCHULZE: But I visited Yugoslavia 20 years ago, I mean, maybe everybody did on vacation. And of course whenever you visit a country, you open your ears and try to catch some music which is around.

ACHIM FINK: I visited the country 1977. My trombone teacher in ”Hochschule für Musik”, Vinko Glokobar – you can see him in my autobiography on the webside.

BERND WINTERSCHLAGEN: He’s very Famous

ACHIM FINK: He’s from Yugoslavia, but he lives most of the time in Italy and France. When I started classical trombone, he brought me two LP’s from this kind of music. Nobody knows this music before in Germany. He said: ”You like jazz, you like rhythm, listen to this”. And it ... it was incredible!

PV: Have you ever heard a Danish group called ”Bazaar”?

”No” all around the table.

PV: It’s a trio with an organ, a percussionist – like your guest today – and a basoon- and clarinet player.

ACHIM FINK: A bassoon?!

PV: A bassoon- and clarinet player. He’s a classical bassoonist, he’s called Peter Bastian.  Their music is very Balkan-inspired.

BERND WINTERSCHLAGEN: ”Bazaar” like an arabian bazaar?”

PV: I was just wondering if you might have heard them.

 

 

(Another intermission)

 

 

PV: You all compose for the band. When you’ve composed the tune, do you arrange it yourself, or do you work together on the arrangements?

ANDREAS GILGENBERG: In the beginning we worked very much together. Somebody has an idea, and then we try it out, what sounds good, because at that time I don’t know the range of the tuba and all that, and we spend lots of time to try out ... to see what the music needs, and somebody else can bring some ideas to the music. And I think for five or ten years we had a kind of ...  forschung ... investigation to find out, and after these ten years I think everybody had an idea how to work with it, then I think more and more I write something, try it out and fix everything. Cause it’s easier and faster  and we don’t need that investigation anymore.

PV: Now you know each other ...

BERND WINTERSCHLAGEN: Yea, but we ... we are still open, and if somebody brings a piece, it’s not like ... like printed in stone, so everybody is allowed to critisize, or to take ...

ACHIM FINK: Somtimes it is a process, and the piece is developing. Sometimes when we are doing cd’s, the pieces are put on the cd in a very early stage and then years later when we listen to it – oh ... It’s changed?

PV: Yes, it sounds different ....

ACHIM FINK: Yes, it gets its final form. Unfortunately after we made the record (laughs).

PV: Yes, I noticed when you played ”Serengeti Inn” today, there were som parts that are not on the record.

STEPHAN SCHULZE: That may be my mistake (more laughs).

PV: I dont think it was ...

ACHIM FINK: You know, Serengeti is a good example for this

ANDREAS GILGENBERG: Maybe the drum solo ...

PV: Oh well,  yea ... but so it’s stil a process but less of a process than it was in the beginning.

ACHIM FINK: Yes, because now we have the idea of how it can sound before we even  can  reach the moment that one can consider as a closed sound with nothing missed, no harmonies, no rhythm and all this. And we have to ... I have to work a lot with myself to  be able to keep rhythm, because you know, we are brass players, and usually you have drummers to keep the rhythm, other guys doing the harmony and you just have ... you move on this, but if they are gone ... ahh ...

PV: I would guess that one of the most difficult parts you have, Achim, is the part in, what’s it called, ”Autoputt” where you have to play the afterbeat all the time on the tuba. I know that’s what I would find hardest.

ACHIM FINK: It’s more a question of condition (makes sound of choking) it’s a breathing-propblem. To play back beat you have to think back beat and you have to breathe on the heavy times and you get to much breath in you ...

PV: Yea, you hyperventilate.

ACHIM FINK: I hyperventilate, and it’s a problem to get rid of the air. And even if the back beat is just a little time later than the full beat it feels completely different. (laughter ) I’m dying sometimes ... But these guys in Yugoslavia ...

PV: They do it all the time.

ACHIM FINK: They do it all the time!

BERND WINTERSCHLAGEN: Incredible ...

PV: You all play in other bands, Bernd told me. You are all professional musicians, but you can’t make a living out of Talking Horns?

ACHIM FINK: No, not just from Talking Horns, but it’s a part of it.

BODEK JANKE: I make my living from Talking Horns (laughter) ...For the next few days. And then the next week in another city.

STEPHAN SCHULZE: Really?

PV: In Denmark the bands are always short  of trombone players, but there’s  a lot of sax players, so it’s easier to find work as a trombone player.

BERND WINTERSCHLAGEN: It’s changed a little bit, for you see, anybody who wants to be a professional musician has to have these skills, and even this is sometimes not enough, I mean, Achim will know very good how hard it is to get jobs for a band. To get concerts – well paid concerts – it is very very hard business and so everybody I know is teaching at the same time trying to do different bands

.PV: So you’re teaching all of you? Teaching music?

All: More or less ...

STEPHAN SCHULZE: Me more – them less!

ACHIM FINK: I do occasionally theatre music too

PV: Yes, I think I’ve seen some of it on the net – I have been googling all of you! Everything is on the net!

BERND WINTERSCHLAGEN: Clever!

ACHIM FINK: I like this band very much – it is not a project that feeds me, but it would mean you stay also in the colour of this band and in all the habits of this one thing. I more like to have different things. I like to play with Talking Horns, and tomorrow I like to play with a New Orleans band and the day after I play with a very young band, we do something completely different, more free ...

STEPHAN SCHULZE: Imagine we never would play with a rhythm section. That would be impossible, I mean, that was your first question: We can play without a rhythm section because we know how to play with a rhythm section. So it’s important to have this experience in other bands.

ACHIM FINK: It also makes a colorful style mix and in Talking Horns you find different styles, and all this influences they come from the origin, so  if we play old music from the church we play it in the church, we play regular church music, and if we play something with reggae rhythm, it’s because we occasionally play with reggae rhythm bands. Big band influences and modern jazz styles with free elements

PV: But you never tried to put any of ”The great american song book” into Talking Horns style.

ACHIM FINK: No.

ANDREAS GILGENBERG: It’s something different ...

 

 

(another interruption).

 

 

PV: But of course you play that in other bands.

ACHIM FINK: Yes yes yes ...

ANDREAS GILGENBERG: But I found out ... We had a bigband in Austria, in Innsbruck, yes? And we started out with american arrangements, and then the two of os ... that was the first idea: We decided to play our own. Then the pieces came, the arrangements, and we changed the program, and we found out it made this big big difference: The composer is on the stage when the pieces play. It makes it more authentic and it has more enegy. And this was the biggest experience for me, and so if I tried to play  music  I like, I like to play my own music! (long pause). And I think also, that If you want to be professional you have to make your own music. Otherwise you  will not be respected on the market.

BERND WINTERSCHLAGEN: I think it is also a question of emancipation of European music, because of course when jazz arrived in music it brought the American song book. These are the roots of jazz, and we all know it, and I love this music, no question about that, but I think that to develop this music you have to find your own language like Andreas said. That’s very important, that’s what we try to do.

Schulze, Fink, Janke, Winterschladen, Gilgenberg

- OG SÅ PÅ DANSK:

Köln, Rheinufer 2009 - med beundrer! 

Per Vadmand og Achim Fink 2009