(...)

Her er en smagsprøve fra "Flyttedag".

* * *

21. juni 1941

"Tyske tropper har her til morgen overskredet grænsen til Sovjetunionen i en front fra Det Nordlige Ishav til Sortehavet. Rumænske og Italienske styrker kæmper side om side med den tyske værnemagt …"

 

"Det var fandeme på tide." Sonja skruede ned for speakeren, der fortsatte med at remse en masse stednavne op.

 

Hans så forbavset på hende, mest fordi Sonja ellers aldrig bandede. "Hvad?" spurgte han forvirret.

 

"Sig mig, hører du slet ikke efter?"

 

"Næh," indrømmede Hans. "Jeg sad vist og småblundede. Hvad er klokken blevet?" Han så på sit ur og gabte højlydt. Så rejste han sig og tog sin mappe. "Jeg må se at komme af sted. Ellers kommer jeg for sent på arbejde. Har du lagt min madpakke i tasken?"

 

"Du bliver da også mere og mere sløv!" Sonja havde efterhånden fået opøvet en evne, når Ole sov, til at lyde vred uden at hæve stemmen. "Hørte du slet ikke, at Tyskerne har angrebet Rusland? Nu får Stalin endelig, hvad han fortjener!"

 

"Det var pokkers!" Hans var pludselig helt vågen. "Men mon det nu er klogt?" tilføjede han langsomt, da han havde tænkt sig lidt om. "Det havde vel været bedre, hvis de havde fået sluttet fred med England først. Jeg mener, krig på to fronter - "

 

"Det vigtigste er, at de forbandede russere bliver sat godt og grundigt på plads," afbrød Sonja. Hendes øjne strålede pludselig ved tanken. "Gud, hvor jeg håber, at Finland griber chancen til at tage det tilbage, Stalin stjal fra dem. Jeg må skrive til bedstefar. Og du tror da vel ikke for fuldt alvor, at englænderne vil røre en finger for at hjælpe Stalin, vel?" fortsatte hun, da hun så hans tvivlende blik bag de tykke brilleglas. "Eller amerikanerne, hvad? De tjener alt for godt på at lade de andre slås." Hun lod til at fortryde, at hun havde hidset sig op, for hun rejste sig pludselig og gik hurtigt hen og lagde armene om Hans og trykkede sig tæt ind til ham. Så gav hun ham et langt tungekys, så han måtte snappe efter vejret bagefter.

 

"Skynd dig hjem fra arbejde i dag," sagde Sonja. "Så får jeg fru Petersen til at kigge efter Ole en times tid." Hun trykkede sit skød hårdt ind mod hans, hvorefter hun drejede ham rundt og fulgte ham hen til hoveddøren.

 

 

Det var længe siden, Hans havde oplevet, at der var så meget snak i sporvognen på vej til arbejdet. Alle havde åbenbart hørt nyheden om angrebet på Sovjetunionen, og alle havde en mening om det, som de absolut måtte dele med selv vildtfremmede sidemænd. Det lød til at stå nogenlunde lige mellem dem, der mente, at det her ville Hitler knække halsen på - "Se bare, hvordan det gik Napoleon" - og dem, der regnede med, at englænderne nu ville skynde sig at slutte fred med Tyskland. Selv sagde Hans ikke ret meget, men sad mest og kiggede ud af vinduet, mens han suttede på en erstatningscigaret uden at tænde den. Luften i bivognen var kvalm nok i forvejen. Han lagde mærke til, at der var usædvanligt mange tyske soldater på gaden. Og også en masse politi, både i bil og til fods.

 

Da han stod af sporvognen, tændte han sin cigaret og stod et øjeblik og så sig om, før han gik over Tietgensbro på vej hen til fragtmandshallen. Det myldrede også med politi og 'føl' nede på perronerne, og alle, der skulle med toget, måtte legitimere sig, før de fik lov til at stige på. Et lokomotiv var netop startet og sendte store dampskyer op, så han et øjeblik måtte standse og vente, til han kunne se noget igen. Pøj, hvor det stank. Gad vide, hvad de fyrede med? Det havde da lugtet bedre før i tiden.

 

Ved indgangen til fragtmandshallen stod der endnu et par politifolk, men ingen tyskere. Lagerchef Bjarnasson var selv mødt op - han plejede ellers først at dukke op ved nitiden - og stod sammen med betjentene. En lang række af Hans' kolleger stod og ventede på at blive sluppet ind, og Hans stillede sig op i køen. Det havde han godt nok aldrig været ude for før.

 

I modsætning til i sporvognen var der ingen, der snakkede her. Folk stod bare og så ned i jorden og flyttede sig fremad i ryk, efterhånden som de forreste blev lukket ind.

 

Hans så sig om og lagde mærke til, at et par af de løse arbejdere kom om hjørnet, dem, der kun blev hyret for en dag ad gangen, når der var travlt. De standsede brat, da de fik øje på mylderet ved porten. Så vendte de om og forsvandt igen ad den vej, de var kommet.

 

(...)

 

 

"Vil De ryge, Jørgensen?" Lagerchef Bjarnasson rakte en pakke cigaretter frem imod ham. Rigtig tobak! Hans skyndte sig at tage en og tænde den. Han lænede sig tilbage i stolen og tog et dybt sug og mærkede, hvordan det snurrede behageligt i hele kroppen. Det var noget andet end det gulvopfej, han plejede at have at ryge på. Røgen sved i øjnene, så han måtte tage brillerne af og gnide et par tårer væk, der mindede ham om, hvor længe det egentlig var siden, han havde smagt den ægte vare. Gad vide, hvor Bjarnasson havde dem fra.

 

"Ja, de er svære at få fat på efterhånden," læste Bjarnasson hans tanker. Han smilede og tændte sig selv en. Han var en høj, velbygget mand først i halvtredserne med gråsprængt, glat hår og et markeret, stærkt ansigt med dybe furer fra næsen til mundvigene. Normalt så de ikke meget til ham på lageret, og det var første gang, Hans havde været inde på hans rummelige, men spartanske kontor. Han så sig om, men fandt intet, der kunne give ham et fingerpeg om, hvad Bjarnasson var for en slags menneske: ingen familiebilleder på skrivebordet, ikke andet på væggen end en reklamekalender for et eller andet hydraulisk værktøj, hvor dagene omhyggeligt var krydset over med blyant. Hans lagde mærke til, at dagen i går ikke havde nået at få sit kryds - endnu et tegn på en usædvanlig dag.

 

Et øjeblik sad de begge og nød tobakken. Så lænede Bjarnasson sig frem og hvilede armene på skrivebordet. "Underforvalter Jørgensen," begyndte han. "De har sikkert undret Dem over, at lagerforvalter Jensen ikke er mødt på arbejde i dag. Han plejer jo at være præcisionen selv."

 

"Jo, det …" Hans var ikke begejstret for at skulle diskutere sin nærmeste overordnede med chefen.

 

Bjarnasson sad tavs et øjeblik igen. Så rettede han sig op og kiggede Hans lige ind i øjnene. "Som De ved, sker der store ting ude i verden lige nu. Store ting, der også må give dønninger her i vores lille andegård."

 

Ny pause.

 

"Det drejer sig om en afgørende kamp, hvor ingen kan være neutral," fortsatte han så. "Det har desværre vist sig nødvendigt at udskille visse uheldige elementer. Kun rent forebyggende, selvfølgelig. Ingen kommer til at lide overlast. Det har myndighederne garanteret. Men altså …" Pludselig var det, som om han manglede ord. Han rejste sig og gik hen til vinduet, der ikke vendte ud mod det fri, men havde udsigt over den store hal, hvor morgenens første generatorfyrede lastbiler og en enkelt hestevogn havde indfundet sig. Der var ikke rigtigt nogen, der arbejdede, men både chauffører og pakhusarbejdere stod i små klynger og talte dæmpet sammen.

 

Bjarnasson rømmede sig. "Nå ja, kort sagt, kommunisterne, Jørgensen." Han udtalte ordet, som om det var et eksotisk fremmedord, han normalt ikke ville tage i sin mund. Så gik han hen og stillede sig ved siden af Hans' stol. Et øjeblik lagde han hånden let på hans skulder, men fortrød det åbenbart igen og stak den i lommen. "Hvad ville De sige til at overtage lagerforvalter Jensens stilling pr. omgående? De ville faktisk gøre mig en personlig tjeneste ved det," tilføjede han. Han gik hen og satte sig ved skrivebordet igen og tog en stak papirer, der lå ved siden af det grønne skriveunderlag, da Hans stadig ikke sagde noget. "Jamen så er det en aftale, Jørgensen." Han smilede bredt, så hans øjne næsten forsvandt i rynker. "Her er dagens fakturaer." Bjarnasson rakte papirerne til Hans, der rejste sig for at gå. Han slukkede forsigtigt cigaretten i et stort, grimt bronzeaskebæger med en nøgen havfrue på kanten og stak det halvt røgne skod i kitlens brystlomme.

 

"Der er lige én ting til," sagde Bjarnasson pludselig, da Hans allerede havde åbnet døren. "De bliver nok nødt til at antage noget ekstrapersonale i den første tid. Det er ikke kun lagerforvalter Jensen, der …" Han afbrød sig selv. "Jeg har allerede talt med fagforeningen. De sender en flok herud, så kan De selv udvælge en ti-tolv stykker. Det skulle være gode, pålidelige folk, det har de lovet. Men sørg nu for at se dem godt an, Jørgensen. Vi skulle jo nødig miste flere, vel?"

* * *

Håber, det smagte af mere!