HUTLIHUT

SPILLEDE FREDAG DEN 9.JANUAR 2009 kl. 21.00 i CAFÉ ZUSAMMEN

H.C. Ørstedsvej 47 1879 Frederiksberg

efter 40 års pause!

Umiddelbart før indspillede vi cd’en

KRAGERNE VENDER TILBAGE

Til salg gennen ACCORD-butikkerne eller via KARMA MUSIC

Læs vores tekster her.

– og hør nummeret “Holger Danske vågner” her

– og nummeret “Træsko på” her

– og nummeret “Vær god ved politiet” her

Her er et par billeder fra før og nu. om Hutlihuts historie kan du læse længere nede på siden.

 Hutlihut i Brøndby Popklub 1969 (foto: Peder Bundgaard)
(fra venstre: Uffe Schiønnemann, René Wulff, Per Vadmand, Geert Oltmann)

Hutlihut årgang 1971 (foto Peder Bundgård)
(fra venstre: Asger Brix, Jesper Thorup, Jørgen Martinsen, Geert Oltmann, Per Vadmand)

Hutlihut 15.8.76
(Fra venstre: Flemming Green, Frans Uffe Vestergaard, Geert Oltmann, Per Vadmand. Den skæggede fyr bagved ved bilen er en tilskuer)

Og her kommer så Hutlihuts historie:

“Er der mon nogen, der kan huske Hutlihut? Det var mit første rockorkester dengang sidst i tresserne, og jeg synes ikke, det skal gå helt i glemmebogen. Derfor kommer der her et billede af dem. Orkesteret er for længst gået til de evige rockmarker, men der er stadig nogle få, der husker det… “

 – Ja, sådan har der nu stået på min egen hjemmeside i et par år. Men så i begyndelsen af 2005 blev jeg ringet op af Geert Oltmann, og vi blev enige om, at det var synd, at den nulevende generation skulle snydes for oplevelsen af et af Danmarkshistoriens få ægte kult-orkestre. Så vi skrabede sammen, hvad vi kunne finde af tidligere medlemmer, indtil vi havde nok til et band.

Og så begyndte vi at øve – ikke for meget, men nok til, at vi selv havde det sjovt. Nu arbejder vi så forholdsvis seriøst på at komme ud og se, om scenen stadig kan bære (orkestrets samlede tyngde er nok blevet lidt større siden dengang omkring 1970 (jvf. billedet nedenfor). men sådan går det jo. Og allerede dengang gik vi ind for Heavy-Rock.) Og fik jeg nævnt, at vi har lavet cd’en KRAGERNE VENDER TILBAGE?

Hvis du ikke gider læse alt det nedenunder, kan du i stedet se denne lille dokumentarfilm, som mit barnebarn Claudia har lavet om min korte, men glorværdige karriere som rockidol.

SE FILMEN HER

Hutlihut i “Ithaca” årgang 2005
(fra venstre: Jørgen Martinsen, Per Vadmand, Geert Oltmann, Frans Uffe Vestergaard, Flemming Green)

– og lidt mere musik. hør nummeret “Dyretransporten” her

– og nummeret “Wilmans deodorantspray” her

– og nummeret “Blues til Finn Einar” her. 

– og se flere billeder, nye og gamle, her. 

(NB: Det er endnu kun Facebook-medlemmer, der kan se disse billeder, men vi arbejder på sagen)

LIDT OM HUTLIHUTS HISTORIE

(som oplevet af Per Vadmand)

(Mest for nostalgikere og fans på vores egen alder)

Forløberen for Hutlihut var bluestrioen “Rotten Raw,” der bestod af guitaristen Geert Oltmann, bassisten Uffe Schiønnemann og trommeslageren René Wulff. Dette band var netop begyndt at eksperimentere med danske tekster med titler som “Uffes Dilemma” og “Tag mig med til Langtbortistan”, og inspireret af “Jethro Tull” besluttede de at finde en fløjtespiller – og det blev så mig. Vi blev enige om, at vi burde have et dansk navn, så René fandt på det gode danske “HUTLIHUT“, som han havde fra Leo Mathisens “De 24 røvere.” (Der er sikkert mange, der i dag tror, det er et fodboldudtryk, men oprindeligt skyldes det ifølge filmekspernen Morten Piil komikeren og filmskuespilleren Christian Arhoff, der første gang lancerede det i filmen “Københavnere” fra 1933). Vi begyndte så småt at skrive nye danske tekster og fandt snart ud af, at nok var vi som alle dengang politisk interesserede, men vi var først og fremmest interesserede i at sige tingene på en sjov måde, så lettere ironiske tekster med masser af humor og satire blev hurtigt vores varemærke – til lige stor forargelse for yogier og kommissærer. Ikke desto mindre spillede vi med stor succes bl.a. som opvarmningsgruppe for de store udenlandske grupper som “Family” og “The Nice” i Brøndby Popklub. Det daværende Hutlihut kulminerede, da vi sammen med (de andre) topnavne “Burnin’ Red Ivanhoe” og “Young Flowers” deltog i koncerten “Kragerne Vender” i Falkonercentret som optakt til dannelsen af foreningen “Musik & Lys“. Koncerten sluttede med en maraton-jam, hvor også musikere fra “Beefeaters” og Bent Hesselmann blandede sig. (NB: Denne koncert blev optaget på bånd. Hvis nogen ved, hvor disse bånd befinder sig, bedes de henvende sig til undertegnede!). Efter et års tid forlod René og Uffe gruppen, René for at blive professionel (han har senere spillet med bl.a. C.V. Jørgensen) Uffe for at rejse til Grønland og siden hellige sig sin anden interesse maleriet. Geert og jeg supplerede os så med violinisten Jørgen Martinsen, bassisten Asger Brix og trommeslageren Jesper Thorup. Vi havdemasser af jobs, og det swingede herligt, men det egentlige gennembrud kom aldrig, og orkestret gik i opløsning sådan ca et års tid før det virkelige boom i den politiske musik kunne have skaffet os smør på brødet. Jørgen Martinsen og jeg fortsatte så i gruppen Tango Mobutos Bongo Bongo Band sammen med guitaristerne Åge Nipper og Peter Bjørn Rasmussen, bassisten Henrik Bjørn Rasmussen og trommeslageren Frans Uffe Vestergaard. Jeg genbrugte en del af Hutlihut-repertoiret i dette band, men dets blanding af højtsyret fusions-avant-garde-eksperimentalrock komponeret af de to guitarister og mine egne mere jordnære (nogle ville sige platte, men det er selvfølgelig ganske forkert) indslag kom aldrig rigtigt til at hænge sammen. Jørgen fortsatte så sin i øvrigt brogede violinkarriere sammen med Pierre Dørge i “Kodans Bølge”, en forløber for “New Jungle Orchestra”, og selv fandt jeg sammen med Geert Oltmann igen og kørte videre med Hutlihut indtil 1975/76. I denne sidste besætning spillede Frans Uffe Vestergaard trommer, og efter et par forsøg fandt vi bassisten Flemming Green. Med dene besætning lavede vi en ep-plade, som heldigvis ikke er til at opdrive i dag. Som et sidste forsøg supplerede vi os med guitaristen Peter Klitgård, men hverken lysten (vores) eller interessen (publikums) var rigtigt til stede mere. I firserne genoptog jeg efter nogle år som barytonsaxofonist i DKDM-bigband under bl.a. Thad Jones rockmusikken i gruppen Pladask, hvor jeg endnu engang skamred mine gamle sange, men så var det også slut.

Som det også er gået for flere andre bands fra den tid, er vi blevet bedre og bedre, jo længere det er blevet siden, vi holdt op, så hvad er vel mere nærliggende end, at vi ligesom de har fundet sammen igen og atter en gang vil forsøge at leve op til vores motto fra dengang (jvf. igen billedet):

VI ER MÅSKE IKKE DE BEDSTE

– MEN VI ER L A N G T DE KØNNESTE!

SIDSTE NYT!!!

 (“Ur-Hutlihut” øver i Uffe Schiønnemanns atelier. Fra venstre: Per Vadmand,
Uffe Schønnemann, René Wulff og Geert Oltmann)

Efter vores første genforening og koncerten i “Zusammen” i januar 2009 skete der ikke rigtigt noget et stykke tid, men så fandt vi ud af, at foreningen HIPS i Hvidovre skulle holde 40 års jubilæum, og da vi mere eller mindre havde været husorkester under opstarten i 1969, virkede det indlysende, at vi skulle spille dér. I mellemtiden var Geert Oltmann og jeg kommet i kontakt med de to andre medlemmer af det FØRSTE Hutlihut, bassisten Uffe Schønnemann og trommeslageren René Wulff, og vi besluttede, at jubilæumskoncerten skulle være med den originale besætning – en koncert, hvor bl.a. også Burnin’ Red Ivanhoe (som vi ofte havde varmet op til dengang i tresserne) og Gnags medvirkede. Det blev en stor succes, som vi har gentaget et par gange siden, dog med den “unge” trommeslager Carsten Bernhard “C.B.” Jørgensen i stedet for René Wulff. Hvem ved, måske dukker vi en dag op igen et eller andet sted i en eller anden form. Send os en mail på perve@pervadmand.dk, hvis det har interesse …

 

Ja, sådan skrev jeg dengang, fuld af optimisme, men så fik jeg en dag en opringning om, at Geert Oltmann pludselig var død. Og uden Geert, intet Hutlihut. Hvilket selvfølgelig er trist, men gør mig endnu gladere for, at vi faktisk tog chancen og lavede vores come-back!