HUTLIHUT

Læs vores tekster her.

– og hør nummeret “Holger Danske vågner” her

– og nummeret “Træsko på” her

– og nummeret “Vær god ved politiet” her

Forløberen for Hutlihut var bluestrioen “Rotten Raw,” der bestod af guitaristen Geert Oltmann, bassisten Uffe Schiønnemann og trommeslageren René Wulff. Dette band var netop begyndt at eksperimentere med danske tekster med titler som “Uffes Dilemma” og “Tag mig med til Langtbortistan”, og inspireret af “Jethro Tull” besluttede de at finde en fløjtespiller – og det blev så mig. Vi blev enige om, at vi burde have et dansk navn, så René fandt på det gode danske “HUTLIHUT“, som han havde fra Leo Mathisens “De 24 røvere.” (Der er sikkert mange, der i dag tror, det er et fodboldudtryk, men oprindeligt skyldes det ifølge filmekspernen Morten Piil komikeren og filmskuespilleren Christian Arhoff, der første gang lancerede det i filmen “Københavnere” fra 1933). Vi begyndte så småt at skrive nye danske tekster og fandt snart ud af, at nok var vi som alle dengang politisk interesserede, men vi var først og fremmest interesserede i at sige tingene på en sjov måde, så lettere ironiske tekster med masser af humor og satire blev hurtigt vores varemærke – til lige stor forargelse for yogier og kommissærer. Ikke desto mindre spillede vi med stor succes bl.a. som opvarmningsgruppe for de store udenlandske grupper som “Family” og “The Nice” i Brøndby Popklub. Det daværende Hutlihut kulminerede, da vi sammen med (de andre) topnavne “Burnin’ Red Ivanhoe” og “Young Flowers” deltog i koncerten “Kragerne Vender” i Falkonercentret som optakt til dannelsen af foreningen “Musik & Lys“. Koncerten sluttede med en maraton-jam, hvor også musikere fra “Beefeaters” og Bent Hesselmann blandede sig. (NB: Denne koncert blev optaget på bånd. Hvis nogen ved, hvor disse bånd befinder sig, bedes de henvende sig til undertegnede!). Efter et års tid forlod René og Uffe gruppen, René for at blive professionel (han har senere spillet med bl.a. C.V. Jørgensen) Uffe for at rejse til Grønland og siden hellige sig sin anden interesse maleriet. Geert og jeg supplerede os så med violinisten Jørgen Martinsen, bassisten Asger Brix og trommeslageren Jesper Thorup. Vi havdemasser af jobs, og det swingede herligt, men det egentlige gennembrud kom aldrig, og orkestret gik i opløsning sådan ca et års tid før det virkelige boom i den politiske musik kunne have skaffet os smør på brødet. Jørgen Martinsen og jeg fortsatte så i gruppen “Tango Mobutos Bongo Bongo Band“ sammen med guitaristerne Åge Nipper og Peter Bjørn Rasmussen, bassisten Henrik Bjørn Rasmussen og trommeslageren Frans Uffe Vestergaard. Jeg genbrugte en del af Hutlihut-repertoiret i dette band, men dets blanding af højtsyret fusions-avant-garde-eksperimentalrock komponeret af de to guitarister og mine egne mere jordnære (nogle ville sige platte, men det er selvfølgelig ganske forkert) indslag kom aldrig rigtigt til at hænge sammen. Jørgen fortsatte så sin i øvrigt brogede violinkarriere sammen med Pierre Dørge i “Kodans Bølge”, en forløber for “New Jungle Orchestra”, og selv fandt jeg sammen med Geert Oltmann igen og kørte videre med Hutlihut indtil 1975/76. I denne sidste besætning spillede Frans Uffe Vestergaard trommer, og efter et par forsøg fandt vi bassisten Flemming Green. Med dene besætning lavede vi en ep-plade, som heldigvis ikke er til at opdrive i dag. Som et sidste forsøg supplerede vi os med guitaristen Peter Klitgård, men hverken lysten (vores) eller interessen (publikums) var rigtigt til stede mere. I firserne genoptog jeg efter nogle år som barytonsaxofonist i DKDM-bigband under bl.a. Thad Jones rockmusikken i gruppen Pladask, hvor jeg endnu engang skamred mine gamle sange, men så var det også slut.

Som det også er gået for flere andre bands fra den tid, er vi blevet bedre og bedre, jo længere det er blevet siden, vi holdt op, så hvad er vel mere nærliggende end, at vi ligesom de har fundet sammen igen og atter en gang vil forsøge at leve op til vores motto fra dengang (jvf. igen billedet):