LÆSERBREVE OG ARTIKLER
Motto: Salig er den, der tager alting bogstaveligt, thi han har intet fattet (gammelt ordsprog, jeg lige selv har fundet på)
På denne side har jeg lagt en stribe læserbreve fra tiden, før jeg blev aktiv på de sociale medier som Usenet og Facebook. I de senere år har det været småt med interessen hos aviserne for at optage mit specviale – ultrakorte, “aforistiske” kommentarer. Til gengæld egner disse sig så fremragende til Facebook, hvor man oven i købet får omgående respons! Derfor er mit læserbrevsskriveri efterhånden ebbet ud, så de sidste års scrapbog er blevet noget tynd!
Til gengæld er jeg så begyndt at skrive længere artikler til forskellige medier, så fremover vil links til disse artikler blivet samlet her, uanset emne.
Her er et link til et interview, hvor jeg fortæller lidt om, hvorfor jeg blander mig i debatten.
ARTIKLER
Min artikel om Dexter Gordon til tidsskriftet SPRING nr. 21, 2004, ligger desværre ikke på nettet mere, men kan læses i sin helhed nederst på denne side. Artiklen er siden i noget forkortet og redigeret form trykt i “Jazz Special” nr. 119, 2011.
Min artikel om Duke Ellingtons suiter er udgivet i net-musiktidsskriftet “Publimus” i 2017 og kan læses her.
Min artikel om Maj Sjöwall og Per Wahlöös serie “Roman om en forbrydelse” er udgivet på nettidsskrifter POV International i 2017 og kan læses her.
Min artikel om jazz i Tyskland med fokus på Dusseldorf og omegn er også udgivet på POV i 2017 og kan læses her
LÆSERBREVE
22.6.2011 – der er godt nok gået lang tid siden sidst – eller også er det smuttet et par stykker …
Skal vi ikke lige for en ordens skyld slå fast, at det hverken var Gammeltoft eller Nils Ufer eller nogen anden journalist, der væltede Schlüter-regeringen.
Det gjorde Ninn-Hansens ulovligheder, da Schlüter indså, at han anstændigvis ikke kunne dække over dem mere. Ak ja … I dag ville Ninn-Hansen såmænd nok i stedet være blevet belønnet med en endnu finere ministerpost.
11.06.08
Nu kan man være “både kvindelig og feminist”, skriver Vibeke Pedersen i lørdagsavisen 7.6. Skulle det være noget nyt? Var feministerne i 60’erne ikke kvinder? Hvis ikke, hvad var de så? Mænd?
Sagen er, at V.P. – måske ubevidst – har en stærkt kulturbestemt definition af kvindelighed, der på sin vis er lige så snærende og undertrykkende som islamisternes: “En rigtig kvinde er én, der “powershopper” og går med stilethæle, frækt undertøj og makeup” kontra “en rigtig kvinde viser ikke sit hår og sin krop offentligt frem”.
I begge tilfælde underkastes kvinden en kulturbestemt dresscode, der sætter grænser for hendes personlige frihed – hvis du ikke klæder dig sådan og sådan, er du ikke “kvindelig” – og udgrænser alle, der vælger en anden livsstil som “forkerte”.
24.05.08
Det er muligt, at man kun kan tabe stemmer ved at gå imod Dansk Folkeparti. Men ved ikke at gå imod dem taber man noget vigtigere – sin selvrespekt.
17.04.08
Tænk, hvis det ikke var sosu’erne, men samtlige aktieselskabsbestyrelsesmedlemmer i Danmark, der gik i strejke. Hvor lang tid ville der mon gå, før nogen opdagede det?
Og hvor mange sosu-lønninger går der mon på én bestyrelsestantième?
26.02.08
Hvis formålet med islamkritik er at bekæmpe visse barbariske skikke, burde man måske spørge sig selv, om der bliver stenet eller omskåret blot én eneste kvinde mindre af, at nogle danske aviser trodser billedforbudet.
11.02.08
Forstemmende, at det er lykkedes at finde et EU-land, der behandler asylansøgere endnu dårligere end Danmark.
Mere forstemmende, at Danmark så (selvfølgelig) ikke har nogen problemer med at sende flygtninge tilbage til netop det land.
Og allermest forstemmende, hvor hurtigt Birthe Rønn Hornbech har lært regeringsmantraet “Der er ikke noget at komme efter.”
10.01.08
De Storebæltsforbindelsen overskred sit budget, pålagde regeringen dem så store besparelser, at man måtte nøjes med det ene spor på vestbroen. Da metroen gjorde det samme, sløjfede man tre af stationerne –
Nå nej, det er jo kun DR, man behandler på den måde.
28.12.07 – dette brev fik jeg afvist, men af en eller anden grund blev det bragt alligevel i “halen” på et andet læserbrev, dvs. uden mit navn. Sært.
Tænk, at det overhovedet skal være en nyhed, at en minister (Rønn Hornbech) slår fast, at ministeriet skal indrømme, hvis det begår fejl.
Mon ikke det bekræfter mere end noget andet, at betegnelsen “katastrofevalget” bør flyttes fra 1973 til 2007?
8.11.07
Forskellen på politisk sponsorering og korruption er for lille at skrive et læserbrev om.
23.4.07
Det er interessant – og forstemmende – at tv-dramachef Gabold, selv når det drejer sig om eksperimenter og “auteur”-ting – udelukkende tænker i SERIER.
Har den mand aldrig hørt om Leif Panduro? Jeg tror, der er almindelig enighed om, at hans talent ikke kom bedst til udfoldelse i “Kan De li’ Østers”.
I dag var han vel blevet bedt om at skrive “farvel igen og igen og igen, Thomas”.
18.4.07
Ole Espersen skriver i sin udmærkede kronik, at vi skal medvirke til at ”forhindre uskyldige menneskers lidelser.” Helt enig. Men det er faktisk ligegyldigt, om det gælder uskyldige eller skyldige. Om så samtlige fanger i Guantánamo var skyldige i massemord, ville deres mangeårige internering under uværdige forhold og uden lov og dom stadig være en forbrydelse mod menneskeheden.
Selv Göring fik en forsvarer
14.3.07
Det er næsten hjertegribende, at Rikke Hvilshøj er så bekymret over indvandrernes holdninger til homoseksuelle og kvinder – i betragtning af at disse holdninger efter alle undersøgelser at dømme deles af mellem en tredjedel og halvdelen af de indfødte danskere.
22.12.06
Til Lone Nørgård: Jeg er overbevist ateist, men har siden min ungdom haft skæg i taleban-godkendt længde. Synes du, jeg bør klippe det af nu, hvor det for nogle symboliserer religiøs fanatisme?
20.12.06
Jeg vil til min dødsdag med samme energi bekæmpe tørklædetvang som tørklædeforbud.
Seerbrev, tekst-tv, TV2
Da hr. Møller kom med sin ”gave” til København, sagde alle trafiksagkyndige, at placeringen af operaen på Holmen ville blive en trafikal katastrofe, men nej, den SKULLE ligge lige dér, hvor dronningen kan se den fra sine vinduer, og den kan ødelægge udsigten fra Københavns smukkeste plads.
Nu ligger Operaen der så. Trafikkaoset er kommet som spået, og nu flæber direktøren, at ”uden en tunnel dør operaen”! Så lad den dog dø, hvis publikum ikke kan finde ud af at tage bus eller færge.
Overborgmesteren og Bondam har gjort ret i at sige nej tak til flere af den slags tvivlsomme ”gaver.” Københavns byplan skal bestemmes af de folkevalgte, ikke af tilfældige pengemænd. Så enkelt er det.At
det så giver anledning til at grave de sædvanlige smædeskriverier om Ritt Bjerregaard op igen, forstyrrer forhåbentlig ikke hendes nattesøvn
26.8.06
Om Günter Grass og reaktionerne kun dette: Lad den, der aldrig har skjult noget, han
skammer sig over, kaste den første sten.
6.6.06 Tv2-tekst-tv
”Vi vil have Islam ud af Danmark, for vi er imod en kultur, der ikke kan tåle andre kulturer.” udtaler formanden for ”Stop Islamiseringen af Danmark.
Gad vide, om den mand nogen sinde lytter til, hvad han selv siger?
Jeg kommer til at tænke på Tom Lehrers bemærkning til sangen ”National Brotherhood Week”: ”Jeg har hørt, at der findes mennesker, der ikke elsker hinanden. Den slags folk HADER jeg!”
24.4.06
Det eneste gode ved åndsfællerne Abu Laban og Søren Krarup er, at de giver os ateister en dejlig masse gode argumenter.
21.3.06
Til Vibeke Manniche, der sammenligner tørklædeforbud med rødstrømpernes bh-brændinger i 1960’erne: Tror du, rødstrømper ved deres fulde fem ville være gået ind for et statsligt forbud mod bh’er? Og tror du, det ville have fremmet det bh-bærende flertals forståelse for sagen?
7.3.06
I forbindelse med den nye ‘terrorpakke’ fremfører justitsministeren endnu en gang den gamle traver om, at »folk med rent mel i posen« ikke behøver at frygte overvågning. Kære justitsminister – det er ikke renheden af vores eget mel, men af vogternes, vi frygter.
19.1.06 Tv2-tekst-tv
Sproglig manipulation
Søren Krarup foregiver at tro, at der er nogen, der mener, at folk skal have dansk statsborgerskab, ”bare fordi de er syge.” Selvfølgelig ved denne mester i at pådutte sine modstandere vanvittige standpunkter godt, at sagen i virkeligheden drejer sig om, at folk ikke nødvendigvis skal NÆGTES dansk statsborgerskab ”bare fordi de er syge.”
Og det er jo en helt anden sag.
5.1.06
Er det mon et tidens tegn, at de to udmærkede artikler om, at danskere kan spare penge ved at lade sig behandle på indiske hospitaler, ikke indeholdt et eneste ord om det tvivlsomme ved, at rige europæere kan forbruge plads og ressourcer fra et u-lands sundhedsvæsen?
7.11.05 Trykt i “Samvirke” januar 2006
Jeg købte for kort tid siden en Lumatron DVDCR-15- video/dvd-optager og afspiller. Jeg har siden døjet med at finde ud af, hvordan pokker den virker, for den medfølgende brugerhåndbog er nok en af de værste af slagsen, jeg nogen sinde har set.
Når man prøver at stave sig igennem den danske – eller snarere “danske” – tekst, må man gang på gang bladre rundt i de andre sprog for at gætte sig frem til, hvad meningen er. Det drejer sig tydeligt nok om en såkaldt computeroversættelse, som man ikke bagefter har gjort sig den ulejlighed at læse den mindste korrektur på. Hvordan vil I ellers forklare, at “copyright” konsekvent er oversat til “copyhøjre”?!
Manualer af denne art er generelt en studie i sproglig uformuenhed, sandsynligvis fordi de er skrevet af teknikere uden at tage den almindelige forbruger med på råd. Derfor er de generelt uforståelige, klodset og ofte ufrivilligt komisk formuleret, men denne her tager ærligt talt prisen! Adskillige passager giver overhovedet ingen mening hverken på dansk eller på andre af de sprog, jeg kan dechifrere.
Så vidt jeg kan bedymme, er det et udmærket apparat, men det har jeg mest fundet ud af ved at prøve mig frem, bruge min intuition og min erfaring fra tidligere apparater, samt ved at læse, hvad der stod på fjernbetjeningens knapper – men det er da undervejs “lykkedes” mig at gå glip af adskillige programmer, jeg ville have timer-optaget, indtil jeg ved at prøve alle muligheder, indtil jeg fandt den rigtige, fik regnet ud, hvordan man gør.
Som sagt har jeg nu nogenlunde tjek på apparatet, men det har nok også sammenlagt kostet mig 10-15 timer, der kunne være brugt til noget bedre – plus en hel del stress og irritation.
Jeg håber, I lader denne klage gå videre til fabrikken – I kunne jo lade en computer oversætte den til tysk og se, hvad de så får ud af den.
23.10.05. Tv2’s Tekst-tv. Cain for sidste gang…
Geoffrey Cain skriver, at jeg ikke ved, hvad antisemitisme betyder, og derefter beskylder han de semitiske arabere for at være antisemitter. Det taler vist for sig selv. Og at Cain ikke kan se forskel på en med krigsmagt og på trods af utallige FN-resolutioner flyttet grænse (”sikkerheds”hegnet) og en grænse anerkendt af begge implicerede lande (Spanien og Marokko), gør yderligere diskussion omsonst.
21.10.05
Det er prisværdigt, at Information lader folk fra alle politiske fløje komme til orde. Men når vi nu derfor skal have jævnlige indlæg fra repræsentanter for Dansk Folkeparti, kunne vi så ikke af og til få en kronik af et af partiets notorisk gode hoveder såsom Poul Nødgård eller Kristen Thulesen-Dahl? Det er faktisk for nemt – og lidt ondt mod partiet – at I bare genoptrykker den samme kronik af Søren Krarup en gang om måneden.
18.10.05 Tv2’s tekst-tv. Cain endnu en gang. Utroligt, at jeg gider …
Jeg skal ikke indlade mig i længere polemik med Geoffrey Cain – det har jeg dårlige erfaringer med – men blot slå et par ting fast.
Jeg har IKKE sammenlignet Israels ”sikkerheds”hegn med Berlinmuren. Jeg skrev, at spaniernes nedskydning ved hegnet om Spansk Marokko gav mindelser om lignende nedskydninger i Berlin.
Min pointe var, at hegnet i Spanien står på en international grænse, mens hegnet i Palæstina står om erobret land. Det er og bliver nu engang folkeretsstridigt at forøge sit landområde med magt – uanset om det sker gennem angrebs- eller forsvarskrig. Og det har intet med ”had mod Israel” at gøre. Cains sædvanlige, perfide trick med at beskylde enhver kritiker af Israel for antisemitisme siger mere om Cain end om undertegnede.
Hvad min påståede marxisme har med sagen at gøre, kan jeg kun tilskrive hr. Cains noget besynderlige verdensbillede.
15.10.05
Måske burde man lige gøre opmærksom på, at sidste gang, man i Danmark udstedte generelt forbud mod en bestemt beklædningsgenstand, var, da den tyske besættelsesmagt forbød strikkede huer i RAF’s farver.
15.10.05 Tv2’s tekst-tv. Endnu en gang for prins Cain…
Geoffrey Cain blander som sædvanligt usammenlignelige ting sammen.
Hegnet ved de spanske enklavers grænse i Nordafrika beskytter en af begge sider anerkendt landegrænse. Man kan så have sin mening om den ubehagelige måde, denne grænse bevogtes på, der bringer mindelser om nedskydninger ved Berlinmuren. Hvis Cain ønsker afstandtagen herfra, skal han hermed få den.
Men ”sikkerhedsmuren” i Israel indhegner land, der er erobret i strid med folkeretten. Den afskærer palæstinensiske byer fra deres naturlige opland og er et klart forsøg på med magt at gøre Israel større. ”Sikkerheden” er kun et påskud. Den kunne tilgodeses lige så godt – ja faktisk bedre – hvis muren opførtes på grænsen fra før 1967.
Det er vist kun enøjede Israel-hvidvaskere som Cain, der ikke kan se forskellen.
5.10.05
Nyt ordsprog: Hvad Pia er fuld af, løber Mogens og Louise over med.
TV2’s tekst-tv 2.10.05
Svar til det allestedsnærværende medlem af Den Danske Forening P.H.Bering. Hvad han skrev, fremgår af svaret.
P.H. Berings selv for ham usædvanligt besynderlige indlæg rummer en påstand om, at det egentlig er o.k., at Lyndie England har torteret og ydmyget irakiske mænd, ”fordi irakiske mænd er kvindeundertrykkende.”
Lad os et øjeblik gå ind på Berings tankegang: Hvordan kan han egentlig vide, at de pågældende mænd ikke alle sammen har været eksemplariske ægtemænd, fædre eller brødre? Det er vel ikke ALLE irakiske mænd, der tæver deres koner?
Berings tankegang er i virkeligheden lig med terroristens: ”Nogle fra Vesten (eller her Irak) gør grimme ting, altså er det i orden, at vi dræber (her torterer og ydmyger) nogle andre fra Vesten (Irak) til gengæld.”
Rent bortset fra, at Bering åbenbart synes, at tortur er o.k., blot ofrene har ”fortjent” det. Denne tankegang finder jeg ikke blot, som Bering selv kalder den, ”politisk ukorrekt”, men modbydelig og fascistisk.
(de to sidste ord blev fjernet af redaktionen. De skal åbenbart ikke have noget klinket.)
15.6.05
Professor Sløk (var det vist?) karakteriserede engang Tidehverv-bevægelsen med ordene: ”Gud er alt, jeg er intet, og du er en idiot.” Denne lære har Søren Krarup prædiket uophørligt de sidste 30 år – om end med mindre vægt på den midterste del. Men behøvede han bruge så mange ord på at sige det? Og behøver det at være i Informations spalter?
4.5.05
»Der er altid et valg«
– skriver Sven Birkeland den 2. maj i et indlæg i diskussionen om, hvem der bliver og kan blive torturbøddel. Det har han sikkert ret i. Det springende punkt er blot, at ingen af os kan vide, hvad vi ville vælge, hvis vi kom i en sådan situation. Med en omskrivning af et bibelord: ’Lad den, der ikke har noget at hævne i sit liv, kaste den første sten.’
5.4.05
Apropos debatten om, hvor vidt ateister kan opføre sig pænt: Tanken om, at man skal behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet, er da så indlysende, at de fleste mennesker kan fatte den også uden indblanding af Gud eller andet djævelskab.
17.1.05
I begyndelsen troede vi, at når først folk gennemskuede Fogh, skulle vi nok slippe af med ham igen. Nu må vi nok til at erkende, at folk for længst har gennemskuet ham. Problemet er bare, at så mange kan lide det, de ser.
18.12.04
Takt og Tone
En mobiltelefon er som en smøg – tænd den kun, når du har sikret dig, at du ikke generer nogen.
24.11.04
Til Bertel Haarder:
Det lader til, at da Jesus fortalte lignelsen om den barmhjertige Samaritan, så glemte han én af den, der gik forbi den sårede mand, nemlig ham, der sagde: ”Hvad får jeg ud af det, hvis jeg hjælper dig?”
12.9.04
24-års-ægteskabsreglen har uden tvivl forebygget nogle tvangsægteskaber. Et udgangsforbud for alle under 24 år efter mørkets frembrud kunne uden tvivl også forebygge en del gadevold og spirituskørsel. Men i et demokratisk, civiliseret samfund foretrækker man normalt andre løsninger på den slags problemer.
17.8.04
Dagens paradoks: For at forhindre tvangsægteskaber forbyder man unge mennesker at bestemme selv, hvem de vil giftes med.
Tv2 tekst-tv 17.8.04
I et indlæg, der udtaler sig groft nedsættende om muslimers religion taler hr. Franklin Fischer for, at der ”af demokratiske grunde” ikke skal bygges moskeer i Danmark ”fordi muslimerne taler groft nedsættende om vores religion.”
Det er nok det lammeste indlæg i denne debat hidtil. Det er ikke lykkedes moskemodstanderne at fremkomme med ét eneste sagligt argument for, at muslimer ikke på lige fod med andre trossamfund skulle have lov til at bygge moskeer og etablere begravelsespladser i Danmark. Ikke ét! Kun fordomme og insinuationer.
Det har også ophidset hr. Fischer, at man i Kbh. har foreslået at indføre arabisk som valgfag på linie med andre i skolen. Uha nej, lad endelg ikke danskere lære arabisk! Så ville de jo blive i stand til at gennemskue hr. Fischers og meningsfællers falske påstande om, hvad der står i koranen.
Personligt er jeg helst fri for enhver religion, men netop derfor finder jeg diskrimination af udvalgte religioner frastødende.
20.7.04
Måske burde behjertede mennesker foranstalte en indsamling til indkøb af et gummistempel til Bertel Haarder med teksten ”Ministeren afviser kritikken.”
24.6.04:
Kære EU-modstandere og -tilhængere. Skulle vi ikke være enige om, at der ikke er nogen af os, der aner, hvad sofavælgerne ville have stemt – eller hvorfor de ikke gjorde det? Og så overlade til højrepopulisterne at påberåbe sig ”det store tavse flertal”s støtte?
Her er undtagelsesvis et brev skrevet af en anden, som jeg synes, skulle med her:
– og her er så det læserbrev fra 5.4.04, som hr. Rifbjerg reagerede på:
I en tid, hvor rockmusikken efter tyve års uafbrudt nedtur har nået sit absolutte, hult rungende, trommemaskinedunkende lavpunkt, mens jazzen blomstrer, som den ikke har gjort siden fyrrerne, vælger Information at nedprioritere jazzstoffet.
“Erik Wiedemann is dead, alas / let´s all get up and kick God’s ass!”
Fagbladet (SiD) uge 8 2004
Det skuffer mig, at SiD støtter forslaget om yderligere forringelse af postvæsnets service i Danmark, nemlig, at man ikke mere skal have post til døren.
PostDanmark har i de senere år udviklet sig til en pengemaskine, der skaber enorme overskud på såvel forbrugernes som personalets bekostning. (Her, hvor jeg bor, får vi “morgen”posten – inklusive avisen – omkring kl. 13.30!) I stedet for at medvirke til yderligere at sænke standarden burde SiD arbejde for, at “væsnet” brugte sit overskud til at ansætte betydeligt flere medarbejdere, så vi både kunne få morgenposten om morgenen og undgå nedslidning af de få medarbejdere, man ikke har “sparet” væk.
Nå, det er da i hvert fald en trøst, at SD og EL er imod. Og DF falder såmænd nok også fra, når de opdager, at forslaget betyder, at deres yndlingsmålgruppe pensionisterne skal til at humpe 4-5 etager ned for at få deres post.
Seerbrev TV2 teksttv 23.2.04 – svar på to andre breve, hvis indhold fremgår af mit svar:
Lørdag den 14. februar var hele to skribenter bekymrede for Danmark. Det er jeg også, men ikke af helt samme grund.
Louis Trebbien er modstander af moskeer i Danmark og henviser til, at kristne kirker er forbudt i de muslimske lande. Jeg kan fortælle hr. Trebbien, at jeg lige har været i Cairo og Aleksandria, hvor kirker og moskeer ligger side om side uden problemer – men Trebbien foretrækker åbenbart, at vi efterligner det dybt reaktionære og intolerante Saudi Arabien og ligesom der kun tillader én religion. (Hans forslag om asa-altre opfatter jeg som en dårlig vittighed).
Og hr. C. Jensen, tror ikke på, at den unge iraner fra tv-udsendelsen forleden havde været udsat for tortur. Hertil er kun at sige, at det troede eksperterne fra Centret for Torturofre på, men hr. C. Jensen ved åbenbart bedre?
Ja, der er virkelig grund til bekymring for Danmark, når den form for villet uvidenhed og intolerance breder sig.
8.2.04
Jeg forstår godt vreden over “Krøniken”s historieforfalskning. Enhver med lidt indsigt ved da, at det er Venstre, der siden Madsen-Mygdal i 1926 har opbygget velfærdsstaten og forsvaret den med næb og klør mod socialisternes onde anslag.
(som en særlig service bragte Information ovenstående på min 60 års fødselsdag 11.2.04)
12.12.03
Det sørgelige er ikke:
At statsministeren siger, at kønnene er ligestillet i Danmark
At Bertel Haarder siger, at folk jo bare kan finde sig et arbejde
At Thor Pedersen siger, at vi bare skal skabe opsving ved at købe nye biler
For den slags har reaktionære mænd uden forbindelse til virkeligheden altid sagt.
Nej, det sørgelige er, at de kan sige det uden at blive uhjælpeligt til grin.
16.11.03
I George Orwells “Kammerat Napoleon” møder svinet Squealer (som nærmest er en mellemting mellem Goebbels og Zhdanov) enhver kritik af regimet med ordene: “Ønsker I måske at få Farmer Jones (læs: Zaren/Diktatoren) tilbage?”
Gad vide, hvordan Fogh har det med at være nødt til at hente sine argumenter i det selskab.
6.10.03
Hvis Statsministeren er så glad for pædagogik udøvet af “hærdebrede, tatoverede typer,” kan han jo passende udlicitere de nye superfængsler for mindreårige til HA eller Bandidos.
Seerbrev, TV2’s tekst-tv 2.9.2003
GÆTTEKONKURRENCE
Hvem har sagt følgende: “Jeg gider ikke høre på alle jeres argumenter, for jeg ved, jeg har ret.”
Er det 1: Studenteraktivisten Finn Ejner Madsen i 1968?
Eller 2: Statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003?
Nej, det ER altså Finn Ejner. Fogh nøjes med at tænke det – og handle derefter.
28.8.2003
“At der ikke blev fundet våben ved irakernes bil, er ikke ensbetydende med, at de ikke havde dem,” udtaler forsvarsministeren. Nå nej, de nåede vel lige at skjule dem sammen med Saddams masseødelæggelsesvåben.
Ovenstående blev “belønnet” med følgende anonyme brev et par dage senere:
“At forsvarsministeren er en idiot skal jo ikke kunne undskylde, at du skal kloge dig om en dybt ulykkelig situation. Læs nu rapporten om sagen, og skam dig så. Send evt. via Forsvarsministeriet en undskyldning til den soldat, der har skudt sin kollega/ven, og den eller de soldater, der har skudt de to irakere. Føj!”
Interessant sprogbrug fra en person, der ikke har moralsk mod til at lægge navn til. Også interessant, at jeg skal undskylde, at forsvarsministeren, som den anonyme selv siger, er en idiot. At brevet i øvrigt i modsætning til, hvad jeg plejer at modtage af den slags, er fejlfrit (bortset fra en enkelt kommafejl), tyder på, at det stammer fra en veluddannet person, som måske endda færdes på Internettet, hvilket er grunden til, at jeg svarer vedkommende her. Der er jo en lille chance for, at han læser det. Og mit svar er så, at der efter min mening er mere grund til at skamme sig over at sende anonyme breve end over at konstatere forsvarsministerens tåbelighed. Altså: Selv Føj!
OM SMÅLIGHED
Information 2003
I Dresden anskaffede man i trediverne nogle smarte, moderne sporvogne. Disse vogne havde lukkede perroner og komfortable sæder, ja, vist endda varmeapparater. Sidst i trediverne udstedte Dresdens byråd så en forordning om, at de nye vogne ikke måtte benyttes af jøder, der altså var henvist til de gammeldags vogne med træk og træsæder.
Dette er et godt eksempel på den absurde smålighed, der også i vore dage præger folk, der ønsker at genere medborgere af “fremmed” etnisk oprindelse – eller for den sags skyld af anden politisk eller kulturel observans.
Man kan tage den debat, der har været om muslimske pigers ret til at bære tørklæde offentligt. Enhver kan gøre sig sine tanker om en religion eller kultur, der er så sexangst, at den finder den slags nødvendigt for ikke at pirre mændene, men derfra og så til at forbyde piger, der ønsker det, at bære tørklæde, er der et godt stykke vej.
Så møder man argumentet: “Skal rockere så også have lov til at bære rygmærker, hvis de vil arbejde som kassedamer?” – en tænkt situation, der siger mere om den, der har udtænkt den, end om den virkelighed, vi andre færdes i. “Rockere og rygmærker”-argumentet kan udskiftes med “nazister og hagekors,” hvilket det ikke bliver (ret meget) mindre absurd af. Sidestillingen af tørklædet, som bæres af blufærdighed eller tradition, og politiske symboler er absurd, hvis man gider tænke sig om.
Tilbage i de glade tressere, brændte rødstrømperne deres bh’er, fordi de fandt dette klædningsstykke kønsundertrykkende. Selv de mest rabiate dengang ville næppe have drømt om at forbyde andre kvinder at gå med bh. De håbede snarere, at de med deres eksempel kunne få andre kvinder til frivilligt at smide bh’en. Samme fremgangsmåde burde være indlysende, når det gælder tørklædet.
Lignende alenlange debatter har været ført angående menuen i børnehaver, hvor det er fremmedhaderne umuligt at fatte, at i en institution, hvor man kun har mulighed for at have én ret på menuen hver dag, er det praktisk at den består af noget, alle kan spise.
At der er institutioner og virksomheder, som går for vidt (fx afskaffelse af julefrokoster) i iveren efter “politisk korrekthed” efter amerikansk mønster modsiger ikke, at kværulanteriet over ganske almindelige og uskadelige tiltag gang på gang benyttes til at gøre livet surt for især muslimske indvandrere. Jævnfør forskellige kommunale myndigheders forbavsende behændighed, når det gælder om at finde argumenter for ikke at bygge en moské eller anlægge en muslimsk begravelsesplads i netop deres kommune.
Endnu et eksempel er nogle muslimers ønsker om at få hængt badeforhæng op foran et par brusekabiner i
offentlige svømmehaller. Det er jo gribende! Jeg er faktisk sikker på, at hvis disse forhæng kom op, ville der være adskillige “folkedanskere,” som også ville foretrække at bade i fred for nyfigne blikke. Men nu er det altså muslimer, der har bedt om det, og så er detpludselig et enormt problem. Ligesom det for et års tid siden vakte voldsom forargelse, at en gruppe muslimske kvinder for egne midler og uden for almindelig åbningstid lejede sig ind i en københavnsk svømmehal for at bade uden mænds nærvær.
Det seneste eksempel – og det, der gav stødet til denne svada – er Dansk Folkepartis protester imod, at man i forbindelse med en kampagne for brug af sikkerhedsseler også har haft den formastelighed at trykke nogle af kampagneplakaterne på et par af indvandrersprogene. Helt ærligt: Hvor småt kan det blive? Hvornår har man hørt Pia Kjærsgård beklage sig over, at busser til Kastrup er beskiltet “Airport”? eller at der findes skilte på tysk ved den jyske vestkyst og på Bornholm?
Måske synes nogen, at man blot skal grine ad eller trække på skulderen over disse forkrampede forsøg på at forsure en gruppe medborgeres hverdag. Det mener jeg, er forkert. Ved at gøre alting inden for indvandrerkulturerne lige slemt og skyde med kanoner mod såvel spurve som kondorer forsøger højrefløjen at få det til at se ud, som om alle, der påberåber sig en smule sans for proportioner, “går ind for” for eksempel klitorisomskæring eller æresdrab, ved hjælp af det yndede polemiskemanipulationstrick, der hedder “Hvis du mener A, må du jo nødvendigvis også mene B.” Det betyder, at man midt i en diskussion om bespisning i børnehaver pludselig skal til at bruge en masse tid på at fastslå, at man ikke går ind for skamfering af småpigers kønsorganer. En yderst effektiv form for afsporing.
Alle disse ting er selvfølgelig et irritationsmoment for os, der gerne vil have indvandrerdebatten ført på saglige og anstændige præmisser. Men vi overlever det såmænd nok. Det værste er, at fremmedhaderne gennem netop denne daglige nålestikschikane risikerer at fremkalde netop det, som de så hyklerisk påberåber sig at bekæmpe, nemlig en radikalisering af såvel danskere som indvandrere. Nu skrev jeg risikerer – for visse gruppers vedkommende ville ordet “ønsker” nok være mere relevant.
De unge indvandrere, der allerede i dag føler sig tiltrukket af de yderligtgående bevægelser, kan med stor ret påberåbe sig det gamle bz’er-slogan “Først pisser I på os, og så siger I, at vi lugter.”
Anderledes for dværge
Om Dexter Gordon i København
Det første, man så, når man drejede ned ad sidegaden, var et enormt, næsten æggeformet ansigt, der ved nærmere betragtning viste sig at være et portræt af Count Basie. Med et polisk glimt i øjet pegede han til højre med en enorm pegefinger, men først når man nåede helt hen til plakaten i vinduet, kunne man se, at der ved fingerspidsen stod “jazz” med bittesmå bogstaver.Gik man så i den retning, fingeren pegede, kom man hen til en mørk portåbning, hvor en enkelt, søvnig lampe lyste på en trappe op til venstre, hvor der hang et lille, håndskrevet skilt, der med mange kunstfærdige kruseduller meddelte, hvem der spillede i Montmartre den aften.Hvis man var tidligt på den, så der ikke var lukket op endnu, stod der som regel en lille kø, der kun på meget store aftener nåede helt ud på gaden. Jazzhus Montmartre i Store Regnegade i det indre København midt i tresserne – så fik vi vist det hele med – var typisk et sted, hvor de fleste først dukkede op et godt stykke ud på aftenen. Desværre gjaldt det også ofte musikerne, så vi store knægte, der af en autoritær skole var opdraget til at møde præcis på det annoncerede tidspunkt, tilbragte en hel del tid med at sidde på de umagelige sorte skamler og betragte cafeens besynderlige interiør med de noprede vægge, hvorfra underlige, forvredne ansigter stak frem hist og her.Med vi mener jeg som oftest mig selv, sagde hunden, og mine to klassekammerater Søren og Steen. Af og til fik vi lokket flere med, måske endda en sjælden gang af hunkøn, men det var nu ikke ret tit. (Den eneste gang det lykkedes for mig, var den allerførste aften, jeg var ude med min nuværende kone, men så viste det sig, at Dexter ikke spillede netop den aften, så af bare forargelse gik vi ud til Sølvtorvet, hvor man i den underlige, barakagtige udbygning på en af torvets patricierejendomme en kort periode i tresserne kunne høre gedigen swingmusik, den aften så vidt, jeg husker, med blandt andre Bent Haastrup og John Darville. Stedet kaldte sig vist ”Silver Dollar”, men er for længst forsvundet som spillested – men det er en helt anden historie, der hører hjemme i et helt andet forum.)Vi kom som sagt ofte i Montmartre, men jeg mindes ikke, at vi gjorde nogen bekendtskaber blandt de øvrige stamgæster, slet ikke blandt de kvindelige af slagsen, om end et par af tjenerne af og til kunne finde på at sende os et genkendende nik på deres vej frem og tilbage med øller og stedets eksotiske à la carte-retter såsom indbagte muslinger eller en “haki boy” – en hakkedreng, eller er der mon heller ikke nogen, der kender det udtryk i dag? Så lad os kalde det en hakkebøf, sådan en slags burger uden brød, ikke sandt? For øvrigt fandtes burgere også dengang, det hed bare en “bøfsandwich,” mest kendt som tegneseriefiguren Vimmers yndlingsspise.Nå, men det var musikken. Der var blevet spillet Jazz i Montmartre længe før, jeg opdagede det, og der går stadig ry af Stan Getz-æraen, men selv fik jeg først hægtet mig på, da Dexter Gordon dukkede op. Men så stod den også på jazz en gang om ugen. Mindst.Det var min klassekammerat Søren, der fik mig lokket på den moderne jazz. På et tidspunkt, hvor jeg efter en periode med Tommy Steele mest var til Chris Barber og det hold, forærede han mig en EP – kan nogen huske EP’er? – med Stan Getz og Gerry Mulligan, og så var jeg godt nok solgt. Siden da er – i hvert fald i mine ører – den dybe kløft mellem traditionel og moderne jazz og for den sags skyld mellem jazz og rock eller klassisk blevet betydeligt mindre dyb, men dengang var det et kategorisk enten-eller. Duke Ellington, der dengang – hvilken rigdom – besøgte København mindst en gang om året – kunne til nød gå an, men hvis der var banjoer med, så var det udelukket!Et sidespring: Pudsigt nok findes kløften mellem banjojazzen – nu ofte markedsført som “happy jazz” – og den øvrige jazz stadig, men det er en af den slags kløfter, der er betydeligt dybere på banjosiden end på den anden, hvis man forstår, hvad jeg mener. Der findes stadig jazzklubber, der udelukkende lukker traditionel jazz ind og med foragt afviser alle intervaller højere end septimer, mens de fleste modernister med stor fornøjelse lytter til for eksempel Armstrong, Bix Beiderbecke eller Jack Teagarden.Men i Montmartre i tresserne er jeg ret sikker på, at der fandtes masser af publikummer, der dårligt anede, hvordan en banjo så ud. Eller snarere ville indrømme, at de anede det. Det var den moderne jazz’ tempel, herunder især den sene bop-musik, og Dexter Gordon var Gud. Simpelthen.I flere år kunne man hver torsdag i sommermånederne i radioen høre direkte transmission fra Montmartre, som regel med Dexter ved hornet og Pedro Biker ved mikrofonen. Altså som konferencier. Pedro var en habil sanger og trommeslager, men jeg mindes ikke, at han nogen sinde optrådte som nogen af delene sammen med Dexter eller i Montmartre i det hele taget. Ældre læsere vil sikkert meste huske ham som nobel oplæser af TV-avisen. Disse transmissioner, der ansporede musikerne til at give den en tand ekstra, gjorde, at der næsten altid var fuldt hus på de dage, og der gik sport i at “komme med” i radioen ved tilråb og lignende under Dexters alenlange annonceringer på en yderst særpræget blanding af dansk og amerikansk, som jeg skal vende tilbage til om lidt.Heldigvis havde flere af os forstående forældre, der kunne lokkes til at trykke på knappen til ”Philips Major”-spolebåndoptageren derhjemme, når Dexter og Pedro gik i gang, så vi bagefter kunne genhøre det hele i fred og ro. Jeg har stadig en masse af disse gamle, snart nedslidte spolebånd (dog nu overspillet til kassettebånd med deraf følgende yderligere båndsus), og en del af seancerne er også efterfølgende udkommet først på LP og siden på CD (dog ikke kopieret fra mine bånd, det ville nok også have været noget af en prøvelse for den tekniker, der skulle prøve at fjerne sus og knas). Men ikke netop den aften, hvor vi virkelig nåede at “være på.”Proceduren for radiofolkene var den, at når transmissionen begyndte, var der en lille rød lampe på væggen, der lyste, men netop den pågældende aften var Pedro Biker faldet i snak med en eller anden og havde glemt tiden, så på optagelsen fra radioen kan man tydeligt høre, at vi råber i kor: “Lampen lyser, Pedro!” I det hele taget var stemningen netop den aften, som var sæsonens sidste med Dexter og co., ret hektisk. Stamgæsterne kendte efterhånden Dexters arrangementer udenad og vi var mange, der hørbart skrålede mere entusiastisk end smukt med på “de gode steder.” Hvilket måske kunne være forklaringen på, at netop denne koncert ikke er fundet værdig til udgivelse siden. Så da transmissionen sluttede, og Pedro takkede af med at opfordre til at “lade et varmt bifald skylle op imod Dexter Gordon, Tete Montuliu, Niels Henning Ørsted Pedersen” – dengang var han endnu ikke blevet til NHØP – ”og Alex Riel”, var det ikke kun os “indviede”, der råbte “og Pedro Biker.” Jeg har som sagt båndet endnu, hvis nogen ønsker dokumentation. Hvad var det så, der gjorde, at vi aften efter aften troppede op og dygtiggjorde os i kunsten at få en enkelt øl eller to til at vare en hel aften, så tjeneren ikke så alt for anklagende/opfordrende på vores tomme glas? Tja, for det første kørte Dexter altså, som Dan Turèll ville have udtrykt det “et helvedes godt show.” Men musikken? Tja, hvis man lytter med mere nøgterne ører i dag, var der såmænd mange dengang, der solistisk og klangligt kunne måle sig med Dexter. Og når de viste sig i Montmartre eller i koncertsalene troppede vi da bestemt også op. Jeg kan i flæng nævne Yusef Lateef, Zoot Sims, John Coltrane eller Roland Kirk, for nu bare at tage nogle af tenorsaxofonisterne. Og vi havde da også mange gode oplevelser med dem.Men Dexter var altså noget særligt. For det første var han ligesom “vores egen.” Boede i København. Han yndede at omtale sig som “Bent Gordonsen fra Amager” – hvor hans forkærlighed for fornavnet “Bent” nok skyldtes betydningen “stangstiv” eller “småtosset” på amerikansk slang.For det andet havde han en enestående evne til at få sin egentlig ret komplicerede og krævende musik ud over rampen. Dexter var kort sagt foruden en gudbenådet musiker også en gudbenådet showman. Jeg har nævnt hans annonceringer på gebrokkent dansk, der kunne trække ud i mange minutter, hvor han over- eller rettere undersatte titlerne – somme tider endog til en slags spansk, når Tete Montuliu – ”el gran señor fra Catalonia” – var med. På samme måde blev de fleste af hans faste danske medspillere forsynet med et næsten homerisk “epitheton ornans” (udsmykkende tillæg), som de altid blev annonceret med. Trommeslageren Alex Riel, der havde været i frisørlære, var “en tapper barbæhr – fra Van-LUUse.” Bassisten Benny Nielsen var “the very very busy Ben-NUU” (lang pause og så et jubelskrig) “NIIIIIIIILsen!” og Tete Montuliu som sagt “el gran señor…” Ligeledes havde mange af hans faste numre deres faste optakt: “And now, for the dolls of satin” – et snu blik rundt på de nærmeste, kønne piger – ”we play… SATIN DOLL” – det sidste nærmest åndet ind i mikrofonen.Og efter disse lange indledninger og præsentationer kom så musikken. Hvert sæt var ret konservativt bygget op og bestod som regel af et hurtigt nummer, et i medium-tempo, en ballade og til slut igen et hurtigt nummer, ofte en blues. Også de enkelte numre var traditionelt opbygget: Dexter præsenterede temaet, improviserede et par – tit mange – kor, derefter pianosolo, bassolo, “chase” mellem sax og trommer og et eller to slutkor. Færdigt arbejde. Dexter spillede som sagt tit meget lange soloer, og det er ikke så få af mine gamle båndoptagelser fra radioen, hvor han bliver afbrudt af den uflyttelige radioavis, netop som han er bedst i gang. Det var vi meget forargede over dengang – og jeg er det egentlig også i dag. Det var ikke sket med en Torsdagskoncert, der var gået over tiden. Men det er igen en helt anden historie.Men det var Dexters soloer. Ja, efterhånden genkendte vi jo også mange af hans “licks,” hans små faste fraser og citater, som tit dannede overgang mellem to mere originale ideer. Men det virkede nu aldrig som tomgang eller mangel på inspiration, snarere som et lille pusterum eller holdepunkt midt i kaskaderne af lyd. Sådan en måde at sige på, at “ja ja, vi er her stadig, nye lyttere kan begynde her.” Faktisk mindes jeg ikke, at jeg nogen sinde har tænkt, som jeg af og til oplever det med andre, også større musikere end Dexter, at en solo burde have været et par kor kortere, at nu havde han ikke flere ideer. Det virkede altid som om, at netop sådan her skulle det være, det kunne ikke være anderledes. Og så havde han jo denne her store, pragtfulde dyyybe, bløde tone på sit horn, som jeg tror, jeg ville kunne genkende hvor og når som helst. Kort sagt, Dexter spillede bare godt. Simpelthen. Og derfor blev vi ved med at komme igen.Måske var det også mandens rent fysiske udstråling, der gjorde det. I dag kender de fleste vel Dexter Gordon bedst fra Tavernier-filmen “Round Midnight,” hvor hans skuespilpræstation faktisk fik ham nomineret til en Oscar. I filmen spiller han en musiker, der er mere eller mindre ødelagt af druk og narko, en situation, der i perioder var velkendt for ham selv og i de senere år, hvor han stadig med mellemrum besøgte Danmark, havde sat sit tydelige præg på hans udseende og -stråling.Men dengang i tresserne, hvor han var i sin “bedste ” alder – født i 1923 – var han en høj, muskuløs og flot mand med sikre, lidt lade bevægelser og næsten altid med et drillende glimt i øjet. Indtil han begyndte at spille. Så blev han til et energibundt af koncentration, når hele hans store skikkelse, der dårligt kunne stå på Montmartres scene uden at være ved at støde imod projektørerne i loftet (jeg så ham nu aldrig gøre det), ligesom forvandledes til en forlængelse af saxofonen, en blæsebælg, hvorfra disse kaskader af toner strømmede, der altid syntes at være lige ved at komme for sent, men altid på en eller anden måde nåede frem til tiden.Det siges somme tider om personer, at de er “laid back.” Jeg har sjældent oplevet en musiker, dette udtryk passede bedre på end Dexter Gordon. Når han spillede, var det altid, som om han var en brøkdel af et sekund bagefter, hvilket gav hans melodilinier en voldsom spænding i forhold til grundrytmen. Men også en dyb ro – ”vi når det nok alt sammen.” Det er det, man i jazzsnak kalder “at ligge bagud på beatet.” Dexter lå ikke bare bagud. Han havde sit helt eget beat, der på en eller anden måde var langsommere end alle andres men alligevel nåede frem – og det endda i god tid. Sonny Rollins, som Dexter ellers kan minde en del om og også selv har omtalt som en af sine inspirationskilder, har et helt anderledes kontant, nærmest aggressivt forhold til grundrytmen. Han pisker af sted, som om han er så fuld af toner, at han hele tiden er panikken nær for ikke at få det hele ud, inden det er for sent. Begge spillemåder har deres fascination, men hvor en god Dexter-solo tit kan efterlade en med en følelse af “ja, selvfølgelig, sådan skulle det siges, og nu er det sat på plads,” kan Rollins tit efterlade lytteren forpustet og nærmest overvældet, som om man var blevet kørt over af et eksprestog med en forfærdelig masse hjul. Man kan sige, at ovenstående ud over at være en slags erindringsskitser også er et forsøg på at oversætte musik til ord, musikken som sprog, så at sige. Min oplevelse af især jazz og anden improviseret musik er, når musikken overhovedet er noget værd – når den “siger mig noget,” kalder man det jo netop – en form for samtale, eller snarere fortælling. Musikeren fortæller mig noget, der som Beethoven vist engang har formuleret det, udtrykkes i musik, fordi det ikke kan udtrykkes på anden måde.Når jeg alligevel i tilfældet Dexter Gordon har forsøgt at sætte nogle ord på de toner, han dengang så rundhåndet væltede ud over mig (og Søren og Steen og alle de andre), er det, fordi jeg opfatter netop hans musik som så talende. Ikke på konkret vis, ikke sådan, at jeg for eksempel ville kunne sige, at “Dexters solo i ‘Scrapple from the apple’ fra den 7.8.1965 fortæller eventyret om Den Lille Rødhætte og Ulven,” eller “Dexters brug af forstørrede kvinter er et tydeligt udtryk for den ubevidste askeses impotens.” Den form for musikfortolkning (som faktisk kun er svagt karikeret) vil jeg overlade til kritikere som Jørgen Leth og Torben Ulrich, når de var værst. Det er langtfra sådan, at musikken direkte kan “oversættes” til ord eller billeder som senromantikkens programmusik. Tillad mig lige her endnu et sidespring: Hvis man har set Walt Disneys geniale tegnefilm over klassisk musik “Fantasia”, vil man mange steder opdage, at selv de mere programmatiske stykker som for eksempel Tjaikovskijs “Nøddeknækkeren” eller Stravinskijs “Sacre du Printemps” ofte fortolkes med helt andre billeder end dem, der indgår i musikkens programoverskrifter – og alligevel virker disse billeder indlysende rigtige. På samme måde er improvisationsmusik som Dexter Gordons selvfølgelig åben for individuelle fortolkninger, og alt, hvad jeg her fremsætter af postulater om musikkens “indhold” og/eller “budskab” må naturligvis stå helt for egen regning.Det findes en vis mængde vedtagne klicheer om musikalske udtryk: dur er “glad”, mol er “trist,” opadstigende tonerækker optimistiske eller aggressive og nedadstigende pessimistiske eller lidenskabelige. Disse klicheer holder faktisk et langt stykke hen ad vejen, de er jo heller ikke opstået af ingenting, men er selvfølgelig heller ikke hele sandheden.På samme måde bliver citater i jazzsoloer ofte opfattet som udtryk for noget udvendigt eller “klovneagtigt” eller et udtryk for idéforladthed og sløv rutine, og hvis man lytter til for eksempel Ella Fitzgeralds endeløse scat-improvisationer fra den senere del af hendes karriere, hvor hun ligesom skal have alle manererne – inklusive et par takters Armstrong-parodi – med i hvert eneste nummer, er der bestemt noget om snakken. Men som tidligere nævnt fungerer Dexters brug af citater – i mine ører – på en helt anden måde, nemlig som fikspunkter eller åndehuller i de lange kaskader af toner, der ellers let kunne blive for overvældende. Ofte kommer citaterne på et helt uventet sted eller i en let forvansket form, ironisk, kunne man sige, og netop Dexter Gordon citerer tit mindre kendte melodier, hvor det hos mange andre citatbrugere ofte er de samme 10-12 melodistumper, der dukker op. Alt dette får citaterne til ikke at virke som tomgang, men tværtimod at fremstå som en udvidelse, ja, en relativering af eller distancering fra det musikalske udtryk, som når Magritte maler gammelkendte former i en helt ny, “forkert” sammenhæng.Og så er citaterne også tit simpelthen morsomme.Humor er i det hele taget en væsentlig ingrediens i Dexter Gordons musik. Også den har han tilfælles med Rollins, men hvor den hos Rollins ofte kan virke manisk eller vrængende, virker den hos Dexter indforstået og inkluderende. Det er, som om Dexter ved netop at bruge et mindre gængs citat, som man måske først fanger efter et par sekunder, fordi det er uvant eller uventet, inddrager tilhøreren i sit musikalske univers, citatet gør musikken til noget, Dexter og jeg har sammen. Vi kan i fællesskab fryde os over, at det lykkedes at få det anbragt på rette sted, og lytteren lukker sindet mere op for de næste, måske mere krasse fraser i kæden af improvisationer. Da tenorsaxofonisten Bent Jædig fyldte 60, blev han i et fødselsdagsinterview spurgt, hvilke ambitioner han havde som musiker. “Jeg vil gerne lære at holde op med at spille de overflødige toner,” svarede han.Et andet citat: Da basunisten Al Grey var blevet medlem af Count Basies orkester, kom the Count efter et solonummer hen til ham og sagde “Don’t try to tell the whole story every time.”Det kan måske undre, at jeg fremdrager disse to citater i forbindelse med en musiker, der som Dexter Gordon rent faktisk spillede en forfærdelig masse toner og fortalte en forfærdelig masse historier, når han spillede en solo. Når jeg alligevel gør det, er det selvfølgelig, fordi jeg synes, at de alligevel på en eller anden måde passer. (Ellers kunne jeg jo bare have holdt min kæft.)Jeg har omtalt den utrolige ro, følelsen af altid at have god tid, der var over Dexter, både når han talte, og når han spillede. Den gjorde, at selv om der nok kom en masse toner ud af hornet, virkede det altid, som om hver eneste af dem var velovervejet og lige netop den tone, som passede perfekt netop på det sted i tonerækken. Hvor beslægtede ånder som Coltrane eller især Johnny Griffin – ofte med stor følelsesmæssig effekt – væltede umådeholdne kaskader af lyd ud, havde Dexter altid kontrol over tingene. Ikke den kontrol, der giver mistanke om for tidlig pottetræning, men den kontrol, der udspringer af modenhed og indre balance. At Dexters liv uden for musikken som ovenfor antydet langtfra altid var præget af dette, er en helt anden sag, der nok var en analyse værd, men dette er ikke stedet til en fordybelse i det spegede forhold mellem liv og kunst. Og det med at “tell the whole story”? Tja, når Dexter annoncerede sine numre, var det altid med et underfundigt tonefald og et glimt i øjet, der antydede, at han lod mindst lige så meget være usagt som det, han rent faktisk sagde. På samme måde, når han spillede. Der var altid en følelse af overskud: Når han for eksempel havde spillet 12-13 blueskor i et af sine hofnumre, “I want to blow now” – “written by that very, very slippery trombonist Benny Green,” – sad tilhøreren altid tilbage med en følelse af, at man nok havde fået endnu et velformet kapitel i den lange fortælling, der hed “Dexter spiller hurtig blues,” (eller for eksempel “Dexter spiller Satin Doll”) men så langtfra hele fortællingen… Når man tænker tilbage på den tid, hvor Dexter Gordon og co. var husorkester i Jazzhus Montmartre – ”Jazz-centre of the hiele vørden,” som han selv kaldte det – må man erkende, at det var et privilegium, som man selv i dag sjældent har mulighed for at opleve uden for New York og enkelte andre amerikanske storbyer, nemlig dette fra uge til uge over en længere periode at kunne følge den samme musiker, høre ham spille de samme numre igen og igen, hver gang lidt – eller i Dexters tilfælde ofte meget – anderledes end den forrige version, og på den måde virkelig få musikerens tonesprog ind under huden, følge hans udvikling, skiftende stemninger, musikalske op- og nedture, for slet ikke at tale om, hvor forskelligt et nummer kunne lyde, hvis blot en enkelt af de akkompagnerende musikere blev skiftet ud. Og man forstår pludselig bedre den kvalitetsforskel, der med enkelte undtagelser stadig består mellem selv de bedste europæiske jazzmusikere og de fleste amerikanske. Og de nævnte undtagelser er i øvrigt netop ofte de europæiske musikere, der har haft lejlighed til at følge de amerikanske gæster eller opholde sig på deres ”hjemmebane” gennem længere tidsrum.Der er ingen tvivl om, at først Stan Getz’, siden Dexter Gordons og i nyere tid for eksempel Thad Jones’ og Ernie Wilkins’ langvarige ophold i Danmark har haft større betydning for danske jazzmusikeres høje kvalitet, end samtlige musikskoler og rytmiske konservatorier nogen sinde kan få det – ikke et ondt ord om disse i øvrigt. De er med til at skabe det nødvendige tekniske og teoretiske grundlag, som kun de få geniale naturtalenter kan undvære. Og med denne frække påstand vil jeg så bare til slut overlade mikrofonen til Dexter selv, når han gik til pause: “We have a short appointment with the little gentlemen in the ‘gronne frakker’, mr. Tuborg and mr. Carlsberg, but before we go, we would like to remind you, that crowded elevators smell different to midgets.”
kontakt
perve@pervadmand.dk